I dag var jeg dum nok til at lade mig overtale til at tage med til gruppeterapi. Det var modbydeligt. I 45 min skulle jeg sidde i rundkreds med 5 medpatienter som jeg dårlig nok kan navnene på og lytte på deres selvhøjtidelige ævl (jeg er ikke helt retfærdig, der var faktisk én der sagde noget fornuftigt). Det hele ville næsten have været til at holde ud havde det ikke været for psykologens hellige regel om at ingen må forlade lokalet før sessionen er slut. Han siger godt nok, at hvis man får det rigtig dårligt, kan man blive ført ned på afdelingen af den tilstedeværende SOSU-assistent, men man skal øjensynligt kaste blod op før man falder under den kattegori. Jeg følte mig klastrofobisk og angts, det lykkedes mig næsten at kradse mine håndflader til blods, jeg tudede og jeg kunne ikke tale når psykologen spurgte mig om noget. Jeg ønskede bare at gå, men det måtte jeg jo ikke.
Da det var forbi stormede jeg tilbage på mit værelse og smed mig på sengen. Afdelingssygeplejersken var kort inde for at kontrolere at jeg ikke var selvskadende, en anden sygeplejerske kom hurtigt forbi med min frokost, men ingen havde tid til at trøste mig eller tale med mig.