Igennem de sidste 2 år, hvor jeg næsten konstant har været indlagt, har jeg lige så stille måttet se til mens min vennekreds er blevet mindre og mindre.
Det ville være så nemt at gemme sig i et slør af selvmedlidenhed, messende et mantra om, at verden er ond imod mig, men i virkeligheden ligger skylden lige så meget hos mig som hos dem. Jeg kunne jo i principet bare skrive eller ringe til dem en gang imellem, men jeg orker det ikke. Jeg ved ikke længere hvad jeg skal snakke med dem om. Mit liv er blevet indskrænket til psykiatrien og til de bøger jeg læser (jeg læser rigtig meget). Mine venner derimod befinder sig ude i den virkelige verden, i en verden hvor man studerer, arbejder, dater, gifter sig, får børn, køber hus og alt sådan noget.
Jeg lider af Aspergers syndrom, så jeg ved ikke om jeg nogensinde vil kunne tage del i denne virkelige verden, jeg ved ikke engang i hvilken grad jeg har lyst eller tør. Som tingene står lige nu, skal jeg have beroligende piller bare for at gå på biblioteket.