Har lige været i biffen og se 'District 9' med drengene fra job (Ville aldrig have set den selv). Det murrer på det job, det murrer i mig. Men lad nu det ligge.

Jeg ser den film og konkluderer at det er en pudsig (måske lidt plump, men også radikal og sjov) metafor for at være social outcast i et samfund. Den er nok primært tiltænkt at handle pm flygtningeproblematikken - men man kan godt hive lidt i definitionerne og lade det brede sig ud til 'social utilpasset'. Og det der med at samfundet i den grad ikke kan rumme det anderledes. Det sjove ved filmen er, at der slet ikke er noget forsøg på at etablere 'co-living'. Det er bare som om det er en dødsdømt mulighed ... på en måde ret befriende - ikke noget med helligt at vise vejen.

Nå, men mine tanker flyver rundt - livet handler jo kun om mig, hvis nogen skulle være i tvivl. - Noget i retning af: Når der er folk, der er så utroligt utilpassede, at man laver internationale storfilm og animerer grimme rejer for at illustrere det. Hvorfor er jeg så, så fucking bange for at blive et socialt outcast engang imellem, når jeg jo nærmest fucking går på line rundt om ækvator. Jeg er så røv hamrende main-stream og afsindig dygtig til tilpasning, at det gør ondt i min egen røv (undskyld det hårde sprog). Jeg forstår bare engang imellem ikke, hvad det er der holder mig tilbage fra at gøre alle mulige ting.

Det er ikke vane, og det er ikke penge, og det er ikke alt muligt andet. Min primære motivation i så mange henseender er, at jeg vil høre til. Jeg vil ikke være alene. Jeg vil føle sammenhold og tilhørsforhold og tryghed. Det gør ondt, at mærke hvor lille man er.

Mmm. Godnat frøken.