Nu opdager jeg, at jeg har en evig kamp kørende, fordi jeg indtil nu ikke har kunnet acceptere mig selv som den, JEG ER! Det troede jeg ellers, at jeg gjorde, men jeg blev jo ved med at have en meget meget slem indre stress. Det er fordi jeg ville være noget andet, end det, jeg var, så for et øjeblik siden fandt jeg ud af, at jeg er OK, som jeg er. Det er ligemeget, at jeg ikke er det, som jeg gerne vil være og at jeg ikke gør alt det, som jeg gerne vil gøre og ikke føler det, som jeg gerne vil føle og ikke tænker det, som jeg gerne vil tænke.

Jeg tænker en masse tanker og de fleste af dem kommer helt automatisk, og jeg har intet at skulle have sagt over dem, om de kommer eller ej, de er der bare lige pludselig.Hvorfor skulle jeg så lade mit liv blive ødelagt af, at de måske er en smule eller meget negative?
Hvorfor skal jeg hænge mig i, om jeg føler mig glad eller desperat eller trist og rastløs? Når jeg nu ved, at det er mine tanker, der skaber mine følelser og jeg som sagt ikke har ret meget styr på mine tanker.

SÅ jeg kan lige så godt læne mig tilbage og iagttage det DER ER uden den store hurlumhej. Jeg opdager, at der hvor JEG ER, er der meget stille... vidunderligt stille og roligt, der er ingenting.... og det gør ingenting.