Har været i Jylland denne weekend.

Var egentlig lidt nervøs, for jeg skulle besøge en meget kendt og alligevel utroligt ukendt veninde, som jeg har skrevet en del med herinde. Jeg har aldrig lært nogen at kende på nettet før... men det kan man jo godt, fandt jeg ud af. Vi hyggede os meget. Det var dejligt nemt for mig at være sammen med hende på trods af de forskellige liv, vi lever. Så hjertelig og åben og fuld og lyst til livet og forventninger om fremtiden. Og så lidt bange for at dele ud af sig selv. Jeg blev rørt af forholdet til den gamle kæreste, der stadig er så fuld af tillid til hende. Som om hun kan klare alt. Uden tvivl er hun også et stærkt stykke liv. Sådan en, der er livsduelig. En der popper op igen, og ryster tingene af sig.

Hun har for længe siden så kærligt sagt, at jeg trængte til at komme væk fra København og havde tilbudt at køre en tur til mit gamle hjemland, hvor mine forældre ikke længere bor. Det var en utroligt fin måde at bruge den sidste dag af rækken af solskinsdage på. Er hende dybt taknemmelig.

Opfyldt af den fornemmelse, når man kører på vejen og pludselig kommende fra lyset bliver højtideligt omfavnet af den høje helt ubeskrivelige lysegrønne bøgeskov, der synes at røre toppen af himlen. Og alle bladene smelter i et med hinanden. Åben arkitektur med høje hvælvinger og ranke lange søjler.

I midten af skoven ligger nonneklosteret, som jeg tidligere i mit liv var meget tiltrukket af. Det er et lille hjerte med em af middelaldergammel kultur, traditioner, intellektuel tanke, fordybelse, klassisk musik, viden og... tjah, det var alt det jeg manglede dengang, hvor holdkamp og håndbold ellers var det eneste kulturelle det stedet havde at 'tilbyde'. Dengang ville jeg være nonne. Det kan jeg egentlig godt forstå. Når man endnu ikke vidste, at verden har så meget andet og mennesker med andre interesser at vise en.

Jeg elsker fornemmelsen omkring det slot.

Veninden og jeg kørte til stranden, som jeg elsker og har badet meget ved. Cyklet dertil med venner. Sovet på med J efter et dagslangt skænderi, hvor jeg kørte bilen fra Berlin. Vi skulle egentlig hjem til København, men var ved at gå istykker og turde ligesom ikke stoppe og afslutte turen, før vi hang sammen igen. Stranden i Gjerrild var helene dengang. Og også nu igår.

De unge nonner var på cykeltur og sad lidt væk talte og smålo. Veninden og jeg hoppede i vandet som var næsten blikstille og koldt. Der var en meget smuk stemning ved stranden, der, igår. Sådan tom, lys og afventende.

Jeg er rørstrømsk og nostalgiker af format. Det tabte barndomsland, hvis stier og veje man bliver ved med at kende efter 10 år uden at have været der, er et fantastisk sted. Jeg er barn af et dejligt område. Jeg er taknemmelig for gensynet. Meget.