Jeg ser det engangimellem i deres øjne.
Glimtvis. Overraskelsen kalder jeg det. Måske fordi jeg ikke vil indse hvad det egentlig er. måske er det mere en forskrækkelse. Eller måske en oveRUMPElse!
Men jeg har lært at leve med det. Men tavsheden er det værste og at blive ignoreret.
¨Så føler jeg mig igen som 10 år og skal holde kæft, fordi de voksne taler.
Men jeg ER voksen (tror jeg!)
jeg lader bare temperamentet flyde og siger tingene som de er. Det er der nogle som ikke kan kapere. Ikke altid.

Er det virkeligt så frygteligt at have temperament? fylder jeg for meget? men jeg kan ikke lade være og har heller ikke tænkt mig det, men man studser over det nogen gange.
Mit indre tågehorn går til tider i baglås og jeg opdager først for sent HVOR høj min stemmeføring har været.
Så jeg kan egentlig godt forstå deres blikke.

Men når nu jeg siger, hvad de andre tænker, så kan det jo ikke være helt forkert. Gløderne i mit bål er konstante og der skal ingenting til for at de blusser op. De ligger hele tiden og er afventende. Er det lidenskab? Er det psykopatisk?
Nææ, det mener jeg ikke. Ikke psykopatisk. ikke altid..he..he.

2 af vores venner skal giftes i år og de har allerede planlagt det hele. suppe, steg og is og hele moletjavsen.
Og jeg sidder her og siger. " Godt det ikke er mig". Hvis jeg skal giftes skal det ikke være på den måde og min bedre halvdel mener det samme.

Vi var lidt i byen forleden sammen med nogle af vores venner incl. ham der skulle giftes og da vi kom hjem kom vi til at snakke om vi skulle giftes og hvordan.
Og vi fandt ud af at vi var enige.
Jeg kan godt lide enkle ting. Enkle smykker o. a. Og vi fandt ud af at skulle vi giftes, skulle det være i Buenos Aires. Kun os to og et lille latinamerikansk kor. ingen venner og familie (det ville også blive for dyrt).
Man kan altid holde noget senere, men det skulle være vORES bryllup. Det skulle koncentreres om oS og ikke drukne i alt andet.
jeg er ligeglad med hvordan andre bliver gift. Det er jo en smagssag, men jeg har en holdning omkring det og jeg bryder mig ikke om alt det festivitas, hvor det drukner i taler, sange og gaver.

Det er lidt som juleaften. Tanken er væk. Det drejer sig næsten kun om hvor meget man skal æde og hvor meget man giver hinanden og får. Kunne man ikke bare bytte pengesedler? Hvor er tanken?
jeg forstår det ikke.
Jeg generaliserer, men det bliver jeg nødt til.

Men sådan er jeg og der er andre der har det anderledes. Sådan skal det nok være.

camilla