Nu har de været herinde hos mig begge to. Jeg havde glædet mig... ved ikke hvad der sker. Jeg synes min lillesøster snakker i et tempo og med en agression, jeg slet slet ikke kan holde ud. Havde konstant lyst til at gå. Min storesøster turer frem med hendes jalouxi over det min lillesøster og jeg har sammen, og det eneste jeg har lyst til er, at de skal gå begge to.

Jeg holder jo afsindigt meget af dem, men min mor, og mine søstre er så meget følemennesker, at jeg får åndenød i deres samvær, når det er alt for intenst. De analyserer og konkluderer i et niveau jeg synes hører usaglige hypoteser til og... ja, det er ikke nogens skyld eller noget. Jeg kan bare slet slet ikke holde det ud. Jeg er ked af det. Det er den mest anstrengende aften jeg har haft længe.

I virkeligheden er det jo min lillesøster den ligger hos. Som min storesøster prøvede at sige til hende.. 'du er accepteret, men lad være med at prøve kræfter med accepten hele tiden'. Eller også var det mig, der sagde det?

Og så føler jeg mig også barnlig... som om jeg ikke kan tåle at hun tager plads? Men hun er så dikterende for emnerne. Min støresøster afbryder hele tiden. Jeg blev fuldstændigt passificeret i deres samtale, og følte det var helt ligemeget, at jeg var der.

Og så fik jeg afsindig lyst til at gå, men kunne jo ikke, da det var hos mig. Og da det ville virke som et statement. Men kors, hvor jeg nogle gange synes det er alt alt alt for meget. Vi er ensartede, og sammen bliver vi til at kaste op over. Jeg kan ikke holde det ud.