Igår var i virkeligheden en dag, der startede med en masse skidt. Jeg skulle ses med J, fordi vi skulle til fest sammen om aftenen, og fordi det var gået så ualmindeligt dårligt på spot.
Jeg kom ned på cafeen, og så sad vi der overfor hinanden, og han sagde ikke noget. Jeg sagde heller ikke noget. Det endte med at blive en helt mærkelig magtkamp, og så sagde jeg det....om det var en magtkamp? Næh, men det var jo mig, der ville mødes, sagde han. Jeg sagde at jeg helst ville snakke i telefon, fordi jeg stadig synes det er svært at sidde overfor ham, og mærke så tydeligt, at jeg er tiltrukket af ham... at det er en konstant afviselse, og at jeg ikke forstod, hvorfor han ikke ville tale i telefon. Og så sagde han det igen, det der med at han ikke kunne holde koncentrationen, at han 'driftede', at det var sandheden. Og så sagde jeg, at jeg ikke gad spilde min tid på en, der ikke engang fandt mig interessant nok til en telefonsamtale. Og så gik jeg. Og så stortudede jeg igen. Og så ringede jeg. Og så sagde jeg at det var for ydmygende for mig, at sidde overfor en, der insisterede på at jeg ikke var en samtale værd, og så sagde han. Fint - jeg kommer ikke i aften.
Tillykke frøken! Så fik du lige gjort det sådan, at din venindes kandidatfest kommer til at mangle festaben, fordi du selv er en lille forsmået tøs uden selvkontrol.
Og så blev det sådan - faktisk heldigvis. Veninden sagde, at hun var lettet, at det ikke ville have været rart at have os i rum sammen, sådan som det står til med os. Suk. Jeg holder virkeligt umådeligt meget af ham endnu. Inde bag alle hans lussinger og kolde ord, ved jeg at han er der og også holder af mig. En eller anden dag, en gang.... så må vi altså blive bedre. Jeg må bare absolut intet forvente om, at han inviterer ind, at han passser på mig. Jeg må absolut intet forvente. Det er jo sådan det er, og altid har været!
13.00
Hov, nu har han lige ringet og spurgt om jeg havde en god fest igår? Umådeligt sødt af ham. Han sagde at han var glad, at alt var godt, at vi ikke skulle være uvenner over det. Og at han havde været til en sjov fødselsdagsfest et andet sted. Og jeg fortalte, at han ikke var gået glip af noget. hvilket var sandt. Det var en middag for ca. 10 mennesker. Ikke en rigtig fest med dans og drinks.
Nej, hvor bliver jeg glad for det, kan jeg mærke. Tak J, du er min bedste ven gennem de sidste mange mange år, og jeg savner dig. Så rart, at du rækker hånden ud, for første gang. Tak du! Vi skal nok få det til at glide så.
Skriv kommentar
Dagbogsindlægget
Går det aldrig over? er publiceret
15/06-2008 13:07 af
Pletfrit Sind.
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.