Det har været en lidt hård weekend, men jeg føler ikke rigtig jeg fik nok ud af den. Jeg kan ikke sige jeg er udhvilet eller tilfreds, som jeg ellers plejer at kunne. Der har været for meget blæs på, og jeg føler ikke tingene har gået i mit tempo. Sneglefart...Jeg bryder mig ikke helt om, at tingene tager en drejning jeg ikke kan følge med til.

Nysgerrige mennesker, der ikke kan holde snuden for sig selv, kan godt prikke lidt arrigskab i mig. Og jeg følte mig klemt godt op i en krop i lørdags. K. og jeg sidder og spiller med nogle venner, og der går lidt øl og sprut i den. Min ven er nysgerrig. Han vil vide om K og jeg er kærester eller ej, dog i en lidt anden formulering. Jeg kunne være krøbet i et hul. For han lod sig ikke stille tilfreds med et lummert svar, og blev ved med at køre på.

Jeg fik det dårligt, og hældte bare mere og mere i mit glas. Endte med at blive pikkelstiv. For K skal ikke aftvinges et svar før han selv er klar til det. Selv ville jeg gå amok, hvis man ville tvinge mig til at sige "ja eller nej". Det passer sig bare ikke rigtig ind i det her. Det skal sgu helst gå lidt roligt for sig. Og det fik det ikke helt lov til. Men...jeg var glad for at høre det "går den rette vej"...Dobbeltmoralske mig. Argh!

"jeg ved jo hvad Maya tænker", sagde min ven. Næææh, det tror jeg ikke han gør, men...jeg fik ikke "lov" til at have det for mig selv...og blev udleveret. Og lidt ked af det. For jeg passer på, og VIL passes på... Det er sgu svært. Elsk mig for den jeg er, men jeg vil ikke rigtig vise mig... Giv mig noget at forholde mig til, men ikke for meget. Balancegang. Sgu. Tankefnidder, tømmermænd og træthed. Lad mig lige trække vejret, men inhalere essensen...Sådan kan man vist godt formulere det? og hvorfor fanden skal det være så vigtigt for min ven???

Hrmm...må hellere komme til time...og tænke lidt.