Og så er jeg ulykkelig. Ked af det. For jeg kan ikke forstå mit barn. Jeg vil gerne. Forstå havd det er, som rører sig i ham. Give ham et sprog, så jeg kan passe på ham, hjælpe ham. Men det kan jeg ikke. Og det gør mig ked af det.

Han er begyndt at gøre skade på sig selv, min søn. Når han bliver ked af det, og ikke kan få sin vilje, gør han ondt værre ved, at lægge sig på alle 4 og HAMRE sit lille hovede ned i gulvet. Man skulle tro han havde en stopknap, men det er der ikke. Han skriger. For det gør jo ondt. Og han får sår og buler i panden. Man kan kun sige det er målrettede destruktive kræfter. Han har gjort det 3 gange nu. Hver gang efter at være landet hjemme ovenpå en weekend med sin far. Jeg ØNSKER ikke at tillægge faren ansvaret, men det er svært. For...det ER efter weekends, at der er problemer...

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. SKal jeg samle ham op og trøste ham? Skal jeg ignorere ham? Skal jeg....hvad skal jeg gøre? Han e r jo ked af det. Over noget. Forvirret måske. Og jeg kan ikke redde den forvirring ud. Jeg kan ikke gå ind og sige: DET gør vi, så ændrer tingene sig, for vi er to mennesker, som står i hver sin grøft. SKILSMISSEFORÆLDRE burde også være et udtryk...Kan man ikke få et kursus i, at være det? Sammen, men hver for sig.

Jeg ved han har sagt og, at andre "weekendforældre" (forfærdeligt udtryk) siger: Jeg ser ham blot i weekenderne, så han kan få sin vilje, jeg kan forkæle og være en helt, og så må det være op til moderen at kæmpe med barnet... Men det er jo slet ikke sådan det hænger sammen. Det er BARNET der kæmper. Med sig selv. Og det gør ondt. Og på mit barn, kan jeg nu også se, at det gør fysisk ondt. Det gør det også på mig.

Jeg græd med ham igår. Styrtede hjem til mine forældre og gav dem mit barn en stund. For jeg kunne ikke være voksen i den sorg jeg følte for Thor. Havde lyst til at ringe og sige nogle GRUMME ord og ting til hans far, stille uretfærdige spørgsmål...snage i deres weekend med "mit" barn, dømme og finde en årsag, en fejl, som selvfølgelig ikke er min.

"mit barn er ikke fyldt to år og gør skade på sig selv, når han blive sur og gal"...det lyder forrykt. Og ER forrykt. Jeg vil ikke have det griber om sig. Jeg vil have han skal......han skal sgu være "normal". Han skal være lykkelig og glad. Bekymringsløs...

men hvordan hjælper jeg ham?