Efter det lille uheld, har jeg forsøgt at kontakte ham et par gange. Senest her til aften. Mit opkald røg direkte til telefonsvareren. Jeg har ingen anelse om hvad han kunne foretage sig - men et sted forestiller jeg mig, at han er i biffen med en sød tøs. Ikke at jeg ikke under ham det - eller bliver jaloux - men har han tænkt sig at vi ikke længere er på talefod, kunne han da i det mindste godt lade mig takke pænt af?

Jeg har meget at takke ham for. Han har vist mig - lært mig - fortalt mig ting jeg ikke ved hvor jeg ellers skulle lære. Om krig, fred, kærlighed og holdninger. Jeg beundrer ham ligeledes for hans livsmod. Beundrer ham for at have bevaret gnisten, de 31 år til trods. Han er ikke gået i stå - han fortsætter sit liv. Han ved hvad han vil med det - og han gør det. Stille og roligt falder tingene i hak. I min underbevidsthed kan hans selvsikkerhed - og selvbevidsthed måske være skyld i min egen skærpede samme. Måske er han indirekte skyld i, at jeg søger større udfordringer. De valg han har truffet har formet hans liv. At vi skulle mødes, må siges at være tilfældighed.

Jeg synes jeg skylder ham en tak. Hvis han efterfølgende ikke gider mig mere, respekterer jeg det, som en selvfølgelighed. Enhver skal videre med sit liv, med planerne.

Det gælder både ham - men nu i særdeleshed, også mig.

Dog ville jeg foretrække at fortælle ham det personligt.

Tak for alt, min actionman!