Så blev jeg færdig med Bartimæus-trilogien i dag. Købte de tre bøger på tilbud for over 6 måneder siden, og det tog mig en evighed at klemme mig igennem første bog. Men til sidst fik jeg da blod nok på tanden til at fortsætte ...

Det er en udmærket bog. Kan godt lide henvisningerne til vort lands historie - fx dem fra egypten - der er flettet i Jonathan Strouss' fortælling.

Men det irriterede mig, at oversættelsen ikke var bedre. (Må gå ud fra at det jo er oversættelsen der er fejlet, når der er tale om stavefejl). Det var ikke overvældende, men stadig irriterende med småfejl rundt omkring, som kunne være undgået.

Og så er der noget med historien. Nogle fælder som forfatteren har lagt for sig selv undervejs - om som han falder i. Heller ikke store ting, men nok til at få mig til at ryste på hovedet.

Fx er der en lejemorder, der er modstandsdygtig for magi. Han suger næsten al magien til sig, og ingen normal magi har effekt på ham.

Men han kan bruge magiske støvler ...?

Ja ja da ... Og så er der andre småting, hvor forfatteren modsiger sig selv.

Må dog sige, at jeg fik en klump i halsen til sidst, og nogle steder grinede jeg over bartimæus' tanker - så de tre bøger var deres pris værd. Og kunne godt finde på at læse dem igen om nogle år, når historien ikke stadig står for tydeligt i hukommelsen. :)

Nu sidder jeg så med denne tomme fornemmelse af, at jeg ikke har noget at læse i. Og jeg ved ikke hvad jeg skal skrive - hvis jeg overhovedet er i stand til at skrive.

En hul fornemmelse i maveregionen. Et hul som jeg ik ved hvordan der skal fyldes op igen, og det irriterer mig lidt.

Føler mig filosofisk på den uafklarede måde, som sjældent bærer noget produktivt med sig.

Føler mig ... tja, ... næsten rørstrømsk ...

Hmmm ... følelsesladet tomhed. Hvordan beskriver man det?