Jeg elsker sjældent mine gæster. Jeg kan lide nogle. Jeg kan afsky andre. Måske er elske et stærkt ord at bruge, men når noget eller nogle gør een utrolig glad, at man vil stå på hoved for dem, er det så at elske?

Måske ikke. Men jeg har de sidste tre dage haft morgenvagt, hvor jeg har været så heldig at servere for 3 briter og en svensker/finne (kunne ikke lige skelne??!! han var ikke fuld..ha..ha)

Men aldrig har jeg i mine snart 10 år inde for branchen mødt en mere elskværdig gruppe mennesker. Åbne og smilende og fantastisk humoristiske.
man blev GLAD af at tale med dem, GLAD af at servere for dem, simpelthen glad. Og jeg fik lyst til at gøre endnu mere for dem. Vise dem, hvor meget de havde givet min dag. De gav mig en boblende fornemmelse i maven af glæde og jeg ville have madet dem, hvis det ikke havde været for mistænksomt.

For fanden hvor jeg ville ønske at ALLE mennesker, der gik ud og spiste var sådan. Og det eneste de gjorde var at smile og gide at snakke lidt med mig, joke lidt og ellers passe sig selv.
Dejligt!!

Jeg har efterhånden, efter så mange år og så mange mennesker, fået opbygget en radar. Jeg kan SE om det er en brite, en svensker eller en tysker. Det er mærkeligt og jeg er ikke den eneste der har det sådan. Stereotyperne lever i bedste velgående.

Amerikanerne er lidt for søde. De siger "Thank You..thank you!" selv hvis du taber en irish coffee ned på kronjuvelerne. Men det er bedre end de fulde svenskere og de ER altså fulde.
Selvfølgelig er der nogle som ikke er, men ud af alle de svenskere jeg har serveret for, taler vi om 90 %. Og de er i Danmark og skal have det sjovt. Det er forståeligt, men gør det stadig ikke nemmere at servere for dem.

Tyskere bliver generelt fornærmet, hvis man ikke henvender sig til dem på tysk. Det pisser mig af. De er i Danmark og bare fordi de engang besatte os og stadig tror, at Hitler lever ( det gør han ikke, men ELVIS gør!!!). så i trods taler jeg engelsk til dem. Jeg burde ikke, men her tager mit temperament over i et kort øjeblik. Jeg kan godt tale tysk.

Men generelt er de søde og rare. Ingen problemer.
Nordmændene er en bedre udgave af svenskerne. Serveringsmæssigt. Undtagen når de i flok kravler op på stolene og begynder at synge gamle hjemstavnssange, højere, og højere OG HØJERE. Til stor gene for de andre gæster.

Så er der danskerne. En broget landhandel. Egentlig meget sjove når de drikker. Men de værste er dem som TROR, at fordi de har penge, så kan de få ALT og så skal de behandles som KONGELIGE. Sjovt nok var Kronprins frederik lige så rar som den næste mand.

Ja, det er fantastisk spændende at være tjener og man kan nå at opleve næsten hele følelsesregistret på en vagt.

Men disse fire mennesker vil jeg altid huske og de vil altid minde mig om, hvorfor jeg elsker denne branche så højt.