Hey dagbog, - jeg sad på banegården da en mand kom ind og spurgte hvad klokken er..jeg forsøgte at fortælle ham det, men han kunne ikke rigtig forstå mig..Senere kom han ind, og sagde et par ord mere..og jeg sagde noget også..så sagde han, at han kom fra irak, og at han ikke var muslim eller bombemand..jeg sagde til ham, at når jeg så på ham, så så jeg ikke en muslim eller en bombemand, men jeg så en person, et menneske. Jeg er ikke bange for andre.... at ikke alle er ens, ikke alle muslimer er onde terrorister, og ikke alle kristne er gode mennesker..det kan historien vise..ligesom ikke alle danskere er lige flinke, lige som ikke alle fra irak er sadam hussain.

jeg lader ikke frygten for andre tage over i mit hjerte. Han fortalte mig, at når folk sagde salum muleikum, eller hvordan det nu staves til ham, så sagde han at han ikke var muslim længere..

Han var tidligere politimand, men hans bror var blevet slået ihjel af en vejside bombe.

han var glad for danmark, glad fordi han lige havde fået sit pas. Jeg stak ham hånden og sagde tillykke...han smilte..vi snakkede lidt, hvad vi nu kunne forstå..på vejen til vejle, kiggede han ud af vinduet og smilte..han kiggede ud påp træerne og sagde, at han godt kunne lide det her sted..jeg smilte tilbage. velkommen i friheden..