Kære Dagbog

Den dag nærmer sig, års dagen for Kim Wadim blev dræbt af en vej side bombe i Irak
Den 23 sep nærmer sig alt for hurtig og Jeg kan mærke på mig selv at alt smerten og sorgen stadig ligger og bobbler under overfladen , og der går ikke en dag hvor han ikke strefer mine tanker og jeg kan mærke tårene brænde i mine øjne .
Jeg ved det , jeg ved han vil sige ..hold nu op sådan skulle det være ..og jeg kan næsten se hans søde smil og mærke hans varme kram .
Sorgen er der , smerten er der og på den ene side har jeg slet ikke lyst til at slippe den , for hvis nu jeg slipper sorgen og han toner ud , og jeg ikke kan huske ham , at jeg ikke kan huske hans glade øjne høre hans latter eller blot mindes varmen når jeg fik en mega krammer.
Jeg kan stadig køre gennem byen og helt automatisk kikker jeg op på hans vindu når jeg køre forbi det sted han bode , jeg kikker stadig efter hans bil på gaden eller når jeg jeg kommer på den cafe hvor vi drak hyllebærblomst drik ser jeg efter ham . Når det så går op for mig han aldrig vil være der igen at jeg aldrig skal se ham igen , knues mit hjerte og følelsen af at være helt tom inden i er næsten ikke til at bære .
Der er dage hvor jeg kan stå og kikke på min klok radio og komme til at grine , for vi havde den samme grimme clok radio , og jeg kan få en vits på sms og smile og tænke den skal kim bare havde fordi jeg ved han ville grine højt af den og jeg kan grine af det .
men i mit hjerte i de her dage kan jeg mærke den her granit hårde sten af sorg der bare gør ondt .
Jeg ved smerten vil fortage sig mere end den har gjordt , men mine tanker vil altid gå til ham han vil aldrig blive glemt for det han og mange andre valgte at gøre for at vi alle skulle få en beder verden og leve i .
aldrig vil jeg glemme ham , for hans varme øjen hans milde smil ,dejlige personlighed hans tøre humor .
For altid vil jeg bære ham i mit hjerte .
Kim du er savnet nu og for altid .

RosenQ