Søndag og mandag gik som smurt i olie, men tirsdag havde jeg opbrugt mit held. Havde ingen struktur i min kørsel. Læste på et tidspunkt ikke en køreordre ordentlig og ” glemte ” et barn, som jeg måtte køre tilbage efter for egen regning. Fik også en kvinde hvor jeg opdagede efter at jeg havde fået hende ind i bilen, at sædet på hendes kørestol mildt sagt stank langt væk af urin. Frygtede at min passagersæde også ville være gennemvæddet, men heldigvis havde hun ble på, så det var begrænset til stanken. Da vi var begyndt at køre sagde hun – du fååår altså først penge i moorgen. Hmm… Hun havde et handicapkort hvor egenbetalingen er min. 30 kr. Turen slog 90 kr. og jeg gav hende en seddel med det beløb hun skulle betale næste gang hun kom ud at køre, og trak turen fra i regnskabet. Har en del penge ude at stå, og indimellem har jeg mistanke om at nogle af mine kære kollegaer ” glemmer ” at betale dem videre.

Jeg har en lidt speciel forhold til de fleste af mine kollegaer pga. forskellige omstændigheder eller rettere, de har et speciel forhold til mig ! Min far valgte for mange år siden ( før min tid i branchen ) at melde sig ud af ” deres ” forening. Da jeg i sin tid startede, var jeg lidt spændt på med hvilke øjne de ville se på ” hans datter ” og valgte at holde lav profil. 3 mdr. efter at jeg startede smed jeg Andrés far ud med et brag, og gik selv ned med flaget. I en lang periode derefter havde jeg ikke lyst til at være social, da jeg havde mit at kæmpe med. Det ene med det andet har gjort at der ikke er mange som hilser på mig den dag i dag, selv om de ikke kender mig. I går ville jeg tanke inden jeg kørte hjem, og da jeg kørte ind på Metax så jeg en af ” de andre ” var ved at tanke. Da hun så mig, satte hun sig ind i bilen og blev der indtil jeg var færdig, selv om hendes tank havde slået fra. Jeg har tidl. talt med hende med mellemrum, selv om hendes mand ikke vil pga. at jeg er udenfor. Da jeg var nede med depressionen, valgte jeg at undgå hende, da hun altid havde travlt med Michelle og hendes valg. Jeg orkede ikke at stå model til hendes nysgerrighed, samtidig med at jeg kunne fornemme hendes forargelse.
Jeg valgte at blive udenfor foreningen da jeg overtog min fars forretning. Mine bevæggrunde var bla. at jeg ikke ønskede at blive medlem af foreningen, med risiko for at kollegaer begyndte at hilse efter snart 14 år. Måske et tåbelig grundlag, da min fars udmeldelse ikke var mit valg eller kamp imod det som han var imod. Men med deres opførsel / ignorering igennem årene, så har min tilslutning ligget et meget lille sted. Claus har gennem årene været vidne til denne barnagtighed på sidelinjen, og var forberedt. Han har dog nægtet at lade sig kue og hilst på alt og alle. Enten med klør fem i hele forruden, eller ved et højt go´morgen eller hej på holdepladserne. Han er ofte grinene kommet hjem og berettet om kollegaer, hvor det næsten så ud til at gøre ondt på - at hilse igen. Resultatet er blevet at de fleste hilser på ham, og flere er begyndt at hilse på mig.
Noget af det som har ” pisset mig af ” igennem årene, har været at blive dømt ude uden at de har kendt mig som person. Har af og til har jeg følt mig dødsdømt uden rettergang !

Indimellem er jeg ked af denne børnehave barnagtighed, og andre gange er jeg taknemlig for ikke at være en del af den. Der er utrolig meget fnidder fnadder sladder som jeg bestemt ikke ønsker del i. Jeg foretrækker at gå til hovedet i stedet for til halen, hvis der er noget jeg ønsker klarhed over. Alt andet er tankeløst.

Jeg må hellere komme i bad, og så ud i den store verden. Claus holder ” næsten ” fri i dag. Han har nogen projekter her hjemme, som jeg ikke vil stå i vejen for ;-D