SEPTEMBER - spindelvævenes måned.....
Sådan hørte jeg engang september omtalt, og tænker på det hvert eneste år sammen med Helge Engelbrecht's sang "sensommerdag i september"
Dette års september er ualmindeligt dejlig, stadig sommer, masser af sensommer med gyldne høstfarver overalt. Haven, naturen, markerne bugner af årets høst, alt er frodigt og dejligt...
Og edderkoppespindene... Gå en tur i haven en tidlig morgen og se dem, måske fyldt med små vandklare dråber, og mærk dem på kroppen, i ansigtet, på huden når man går ind i dem. Spindelvævene får mig til at tænke på uendelighed, sammenhold, at være sammenspundet i kærlighed i det uendelige... Verden er spundet sammen i et net, er vi mennesker ikke også det? Tænk om vi alle udgør en lille vandklar dråbe i et kæmpenet, alle i det samme net... Tæt, tæt, tæt sammen med vores nærmeste, lidt længere afstand til andre i vort liv, og langt til dem vi ikke ved, vi hører sammen med, men forbindelsen er der, den fine spundne tråd er der til hele menneskeheden, til det guddommelige samlingspunkt i midten, hvorfra al visdom måske udgår, og hvorfra det er op til os selv at samle hvad vi vil ha' i vort liv. Alle muligheder, alle forbindeler er skabt - det handler om at turde bevæge sig ind på nye spundne tråde, om at turde tage imod udfordringen om at være tæt med nye dråber i nettet.... og måske handler det også om at turde tage afsked med de dråber, man har været vant til at følges med i sit liv.
Høsttid, indsamling af frodighed - de frø der blev sået i den tidlige vår er vokset til frodige planter, klar til at blive høstet, brugt, spist... Måske har vi mennesker også sået frø, kærlighedsfrø i årets spirende dage, set det vokse hen over sommeren, for nu at være klar til høst. Den højgravide pige er klar til at føde sit barn inden længe, det opvoksede venskab fuldbyrdes i elskov, livets gaver indsamles køres i hus, lægges i lade for den kommende vinter.
Hvor er vi mennesker dog små set i den store sammenhæng, vi kan så et frø og høste, men opbygge et spindelvæv, nej dertil kræves større magt og visdom end vi besidder. Det får mig også til at tænke på verset "gik alle konger frem på rad i deres magt og vælde, de magted ej det mindste blad at sætte på en nælde". Det kalder på ydmygheden...

Tjaa, bare tanker i en aftenstund

Kærligst
Wildrose