Velkommen tilbage til livet Nellemor. Jeg er dybt ulykkelig. Jeg er flov og føler så stor skyld. Jeg har været hård og ond mod mine omgivelser, svigtet mine trofaste venner men af flest min familie og min elskede mand.
Jeg er bare så flov. Lod mig rive med og ride på en panisk bølge - prøvede at finde lykke og håb et andet sted. Jeg lod mig rive med på nettet - der ser så pænt og uskyldigt ud, men som er så farligt et sted at være, fordi det er så nemt at lade sig lokke. Mit bekendtskab med nettet gjorde mig blind eller forblændede mig, så jeg ikke så den virkelige verden. Mens det hele stod på, var alt andet for mig så ligegyldigt, at jeg hverken gad eller formåede noget. Det blev et helvede og jeg var fanget i nettets kløer.
Min mand prøvede ALT for at få mig væk - men han kunne ikke. Jeg mente ikke selv, at der var et problem og jeg så slet ikke min mands smerte eller hvor ondt det gjorde i ham, når jeg sad ved computeren - time efter time ja, langt ud på natten. Jeg kunne ikke sætte mig ind i, hvilke tanker han gik med, når han tog af sted på arbejde, velvidende at jeg gik herhjemme, men ikke anede hvad jeg foretog mig.
Jeg er så flov. Hvordan skal jeg kunne se min dejlige mand i øjnene igen. Hvordan skal mine børn kunne tro mig og hvad med mine gode venner, som jeg blev så ligeglad med. Vil mand, børn og venner tage mig tilbage og har jeg fortjent at komme ind i varmen.
Jeg sidder og græder og er så ked, for nu går det for alvor op for mig, hvor rædselsfuld jeg har været. Jeg føler en lede ved mig selv - jeg svigtede og jeg lod hån om, hvad der blev gjort for mig.
Nej nu er det slut. Nu vil jeg - og jeg mener det - kæmpe for at få et godt liv sammen med min mand igen. Jeg ønske ikke at se ham gå rundt med smerten i sine øjne og jeg vil ikke trække både ham og mig selv i dyndet.
Endelig fik jeg øjnene op. Der kom en pige forbi - som jeg har kendt i mange år - men som først nu er ved at blive en god veninde. Hun turde det, hun gjorde det og hun sagde det. Kort fortalt - hun gav mig en regulær spark i måsen og fortalte mig lige ud af posen, hvad hun mente om det, hun hørte mig sige og om den smerte hun så hos min mand. Ingen pardon - hun lukkede mine øjne op.
Jeg er sikker på, at min mands og mit forhold vil komme til at køre igen og jeg ved, at jeg må og skal tilgive mig selv - men Gud i himlen, hvordan kunne jeg komme langt ud. Da hun var kørt igen, ringede jeg straks til min mand og fortalte, hvad der var sket. Han havde travlt og havde ikke rigtigt tid til at snakke. Han sagde, at han kunne godt høre, at jeg trængte til at snakke, men det alle bedste ved vor snak i telefonen var, at jeg kunne høre et håb og en lettelse i hans stemme.

Nu vil jeg gøre mig færdig og så komme af sted til syn med bilen. Det er fuldstændig underordnet om den går gennem eller ej - nu har jeg fået et andet syn på mit fremtidige liv. Det bliver en hård kamp med mulige abstinenser, men jeg er parat til at kæmpe.
Jeg fik mine tanker ned på papir - det lettede, men jeg mærker også, hvor dårligt jeg har det indvendigt.

Hyggehejsa fra en meget lidt stolt Nellemor.