Hey ho dagbog, - jeg ved ikke hvorfor jeg skriver, men jeg ser klart. Jeg har forsøgt og forsøgt, men uanset hvad jeg prøver så lykkes det aldrig. Det er som en forbandelse. Jeg har som sagt været tæt på græsen i en lille by..på date..det endte med..well, - men selv om vi gjorde det, så følte jeg mig ikke tilpas..Det var ikke med hjertet. Det er let at sige det bagefter..jeg havde engang en pige ved min side..hun gjorde mig lykkelig ved blot at være tilstede..Det er nok den bedste kompliment jeg kan give en pige...og hvis det ikke er nok, så ved jeg ikke hvad. Det andet var noget helt andet.

Men det er forbi, og min jagt på den lykke jeg søger ender altid i ingen ting. Det er en del af den forbandelse der hviler over mig..skulle der komme en, ville min skæbne blive brudt..problemet er bare, at selv når alting går som alting skal..så finder skæbnen en måde..Det er ikke fordi jeg nogen sinde har sagt nej til en date. Og gud ved, at jeg er den romantiske type der skriver kærligheds digte.

Jeg har før sagt det, jeg tør væde hvad det skal være på, at jeg aldrig finder kvinden i mit liv..hende jeg føler mig lykkelig sammen med..ligesom jeg før har prøvet det..det skal så også bare ende med at hun vitterlig vil være sammen med mig...og jeg tænker ikke på sex..sex er overvurderet, hvis man ikke virkelig elsker hinanden. Tro mig..

Jeg har brugt meget tid på at prøve at flygte fra min skæbne..men det er svært. Jeg ved den, kender den..og jeg arbejder hen imod den..selv om jeg ikke ønsker den...jeg er jo rebel..vil ikke bare gøre som der bliver ønsket af mig, uselvisk ofre mig selv. Hvis bare jeg havde en valg mulighed.

jeg har altid set min skæbne som at blive en ven til nogle, hjælpe andre..og dø alene..som en slags supermand. Men helten bliver aldrig lykkelig, for han ofre alt hvad han har til fordel for andre.

Der er en tom plads i mit hjerte. Jeg kan føle, jeg kan elske..hvad kan jeg sige..glædelig jul fra mig.