Hej igen.
Det startede ellers med at være en okay god morgen, men så skulle vi have dobbelt time i naturvidenskab med efterfølgende fysik. Det skal lige siges, at de bestemt IKKE er blandt mine farvoritfag, og jeg føler mig ret utilstrækkelig i de timer. Midt i første time af narturvidenskab, går jeg fuldstændigt ned. Den såkaltd \'sorte\' klap lukker ned, og alt hvad jeg laver er fuldstændigt idiotisk. Jo mere jeg prøver, desto mere kompliceret er lortet, og til sidst flipper jeg fuldstændigt ud, smider parpiret fra mig og skrider. Det virker fuldstændigt nytteløst for mig, at sidde og regne ud, hvor dybt en isflage med en kubikmeter på 300 meter synker i vand. Hvad fuck rager det mig?
Jeg havde meldt mig på en sproglig linje, netop for at undgå matematiske og fysiske udregninger af dit og dat, som i øvrigt ikke har den mindste interesse hos mig. Min veninde ringede syv gange, for at høre hvor jeg var, men hver gang ignorerede jeg det. Havde bare ikke lyst til at se på deres bebejdende blikke, vantro øjne eller sure fjæs, fordi jeg ikke kunne tage mig sammen. Det var ikke det jeg havde brug for. Havde bare brug for et sted hvor jeg kunne være alene med mine tanker og fustrationer. Et sted, hvor jeg kunne rase ud, og tænke de mest vanvittige ting, som ikke kom nogen ved. De fandt mig i en af kælderbygningerne, hvor jeg vandrede hvileløst rundt i det, som skulle forestille sig at være mit sind. Kunne ikke skelne mellem drøm og virkelighed, løgn og sandhed. Ville være alle steder og så alligevel ikke. Ønskede bare at forsvindre fra jordens overflade og hen til et sted, hvor jeg kunne sidde under det lillae træ og skrive. Bare skrive. Ikke så meget andet. Et sted, hvor jeg kunne være i fred, speciel fra udregninger som langt fra er min bedste ven.

Vi fik snakket om det, og jeg fortalte dem, at jeg sommetider bare har brug for at gå. For at forsvinde fra jordens overflade i et øjeblik. Bare så jeg lige kan rase af, eller for lov til at tænke om ting og sager. Meningen med livet for eksempel.
Derefter gik det hele meget lettere. Det hele synes pludesligt ikke længere så meningsløst. Jeg havde fået min mangelende intelligens tilbage og det sammme gjalt mit gode humør.

Snakkede med O. i spisefrikvarteret. Han er virkelig dejlig. Han virker lidt genert, og så alligevel ikke. Det er svært at beskrive ham med ord, for de passer ikke rigtigt på ham. De forklarer ham ikke godt nok. Nå, og hvordan ved man så, at man er forelsket? Aner det ikke, hvor skulle jeg vide det fra? Min manglende intelligens står på standby i dag. Intet vil som jeg vil, ihvertfald ikke fagligt. Har egentlig bare lyst til at ligge og læse eller se film, for det er virkelig længe siden, at jeg har kunne få lov til at slappe af. Heldigvis slapper jeg af når jeg skriver, hvilket vil sige, at jeg slapper af lige nu. For første og sidste gang i aften. Mangler stadig at læse en del i historie, men det er vist osse det sidste. ja, det må det være. Eller noget.

Tja, vi ses nok i morgen, måske.

- Gabi