Jeg går rundt i disse dage og føler mig ret ensom. Det var nok det sidste jeg nogensinde ville indrømme overfor nogen! Føler man sig ensom må det være, fordi man ikke kan få nogen venner, kæreste osv. Der er noget galt med én...

Med sådan en overbevisning er det da ikke noget under, at jeg ikke snakker med andre om det :o) Hvad er der også at sige? Jeg kender 100 måder at løse "problemet" på. Måske har jeg bare ikke energien til at gøre noget ved det lige nu? Så er det nemmere bare at hygge sig for sig selv med fjernsyn, bog og slik.

Igen er jeg endt med en halv-flad affære med en mand, der har meldt ud, at han ikke vil have en kæreste. Og jeg lægger ikke engang mærke til, at det generer mig. Jeg spiser bare af de krummer, han nu deler ud. Det er faktisk først lige gået op for mig, og det er da en lettelse. For det er der da råd for - han må videre, og det må jeg også. Jeg tør sgu da godt satse på kærlighed og ikke dette vi-hygger-os-uden-at-have-et-forhold ligegyldighed. Det sidste er nu mest en opsang til mig selv for jeg er ganske overbevist om, at jeg selv er med til at styre begivenhedernes gang til en vis grænse.

Ellers har den sidste måned budt på en fantastisk action-ferie med nogle helt utrolige mennesker. Desuden kæmper vi stadig med lejligheden og færdiggørelsen af den. Det trækker tænder ud, men det er samtidig en god erfaring.

Kære Dagbog, vi snakkes ved... jeg har noget mere jeg lige skal have drøftet med dig senere.