Hejsa og godaften gamle ven.

Som tiden dog flyver afsted. Inden jeg har set mig om, så er august måned forbi, og september byder efteråret velkommen. Hvor blev sommeren af? Jo, der var jo masser af solskinsdage, mange dage med varme og sol. Der grillaftner, ture til stranden... det hele var der jo, og det var dejligt. Men det kan da umuligt passe at HELE someren allerede er passeret forbi.

Måske var det var tomheden efter ferien med ungerne var forbi? Det bliver altid så trist og så stille når de tager tilbage til deres mor.

Mit bedste forsvar mod det har altid været at træne hårdere. Lige give den en tand mere i træningssalen, cykle eller løbe lidt længere. Hmm, det er min universal kur mod alt - i hvertfald når der er 'uro i det indre'. Og det har der været meget af de sidste uger. og hvad har jeg gjort? Alt blev til hurtigere, hårdere, længere. Alt sammen for ikke at komme ind til den uro, der lurer i dybet. Og det virker, i hvertfald nogle gange... når alt andet forsvinder fra sindet, og
tankerne er kun fokuseret på den næste teknik, det næste spark eller den næste kilometer.

Problemet er bare, at jeg faktisk bliver på samme sted, selv om jeg bevæger mig som aldrig før. Hmm, måske burde overskriften have været at tiden flyver, men jeg står stille. For i virkeligheden er alt andet i bevægelse.

Grin med mig kære dagbog, for det er da lidt pudsigt, at jo mere aktiv jeg er, jo mere står jeg faktisk stille. Hvorfor så ikke give mig selv tid til at stoppe op, og få bragt uro'en til overfladen. Det er jo kun ved at stoppe op for en tid, at jeg kan få mig selv i bevægelse igen.

Det kan selvfølgelig være svært at bryde en vane. Og det er måske heller ikke så rart, at komme ind til årsagen til uroen. En del af det er i hvertfald savnet af ungerne, men det er vel ok at savne sine børn?