Nu har vi siden 1987 hvert år sagt til hinanden - næste sommer skal vi til Christiansø.
Men der skulle altså gå mange gedigne år før det lykkedes, selvom svigermor har presset på mange gange.
Det skulle så have været i mandags, men heldigvi ... uheldigvis øsede det ned lige før biletterne skulle bestilles, så jeg kunne roligt blive ved min PC og kommentere tekster.
Og tirsdag blev det jo nok ikke til noget, da svigermor skulle til begravelse i Jylland næste dag. Men tirsdag klokken 10 ringede telefonen.
"Jeg har hentet biletterne," proklamerede svigermor - og så var det bare ud af fjerene. Helst i god tid, så vi kunne få en god plads, pippede svigermor. Så vi stod - ja stod, lodret op og ned i 27 graders varme - i kø - i 30 minutter, fordi man først åbner for adgangen til færgen 10 minutter før afgang. Og der var pladser til alle. Heldigvis var det den nye færge, den bruger kun 40 minutter til overfarten. Min indestængte irritation skulle afreageres.
Nå, vi satte os på øverste dæk og fik vores daglige udsigt lidt tættere på vandet (bemærk ironien).
I tilfælde af at skibet skulle få maskinskade, havde jeg medbragt litteratur og satte mig til rette med Vibeke Blaksteens "bliv forfatter" - så gik tiden da med noget fornuftigt - måske.
Imidlertid ville skæbnen at min sidemand på det åbne dæk åbenbart lagde mærke til min læseiver og derfor sagde:
"Tror du ikke hellere du burde læse om Christiansø?" hvorpå han stak mig turistbureauets folder.
Jeg skulle lige til at hidse mig op, sige at jeg havde boet på Bornholm siden 1987, ag at jeg udmærket godt kendte ... øh, nej vel.
Så jeg fik læst brochuren og blev begejstret.
Det var varmt da vi ankom, og blev lodset i land i et middelaldersamfund. Gamle forfaldne huse der lå tæt på hinanden. Kom næsten til at sammenligne med vores Venedig by nigth tur i juli. Det lille minisamfund virkede mere middelhavsagtigt end nordisk, og varmen bidrog selvfølgelig også. Vi fik set Dr. Dampes celle, minicelle, tænk at sidde der i en menneskelader, blot fordi man var kritisk over for enevælden. Vi fik kæmpet os vej op i tårnet, hvor trafikken var ensrettet, så alle kunne komme op og ned.
På Frederiksø så vi "kirken" og "museet" i Lilletårn, hvor jeg til min store overraskelse så, at en af mine forfædres onkel havde været præst derovre. Pudsigt. Pludselig følte man sig lidt som en af dem.
Da vi endelig skulle hjem kunne jeg godt tænke mig at blive der en dag mere. 3 timer er i al fald for lidt.
Så jeg skal derover igen. Måske burde jeg tage min svigersøn med - han er indfødt bornholmer i flere generationer bagud, men han har aldrig været på øerne. Så min indsats er vist ikke så ringe endda.