På vej hjem fra arbejde cyklede jeg forbi en demonstration. Det var sært. Jeg kom kørende ned ad Nørrebrogade som ellers altid er travl, specielt på en sen fredag eftermiddag, men da jeg nåede forbi runddelen var det som om alting stod stille.
Jeg havde bemærket nogle tomme ”salatfade” der holdte udenfor en grønthandler og havde tænkt at panserne vist lige strammede intensiteten omkring 2 liters sodavand, men skænkede det ikke videre tanker.

Så hørte jeg pludselig lyden af en kæmpe folkemængde. En mand råbte i en højtaler og resten af et enormt optog gentog højt hans ord. Det var på arabisk tror jeg.

De kom gående mod min køreretning og det var som om alting omkring gik i stå. Jeg virkede som den eneste i bevægelse på min cykel på nær optoget. De var tæt omringet af betjente til fods og politimotorcykler.

Da jeg kom tættere på kunne jeg se banderne og kunne læse noget med Hibutz Tarir. Rundt om hele optoget gik andre demonstranter og holdte rødstribede bånd. Sådan nogle som politi plejer at indhegne steder og biler med.
Jeg fik sådan en uforklarlig klump i halsen og blev med ét så trist. Jeg kiggede stille på menneskerne bag de rødstribede bånd, beundrende men også skræmt af deres fællesskab.

Jeg ved ikke helt…tror jeg vrøvler lige nu.

Jeg må forsøge at få set nyhederne i aften og se hvad det kan ha’ gået ud på.

Nå. Jeg er hjemme i lejligheden nu og kan konstatere at have fået køleskab, skyl i lokummet og en bruser. Ja ja…vi kommer tættere og tættere på et funktionelt hjem.

Så jeg vil begive mig ned og købe ind. Jeg vil have MÆLK som jeg kan holde koldt!

Min dagbog i Rema tror jeg at jeg dropper. Jeg er vist lidt for sensibel til at møde nogle som måske har læst mine inderste tanker.

Jeg hører ikke meget fra L og føler heller ingen videre lyst til at ringe til ham. Er jeg ikke i et mægtigt humør vil jeg alligevel ikke få noget godt ud af at høre hvor meget han hygger sig, om hvornår de skal grille eller hvor brun han er blevet!

Kors hvor er jeg dog egentlig BITTER på den mand