Jeg er afhængig af sukker - og det er lige nu en svær kamel at sluge. I mange år af mit liv har jeg kæmpet med vægten - det gør jeg ikke mere. Jeg har haft spiseforstyrrelser, bulimi og BED, og det har jeg ikke mere. Men jeg er afhængig af sukker, både fysisk og psykisk.

Diagnoser har jeg det lidt svært med. Jeg har aldrig villet indrømme overfor mig selv, at jeg havde bulimi. Jeg kom selv ud af det, for jeg kom til et punkt, hvor jeg bare ikke ville mere. Det kan lyde skørt, men jeg følte på et tidspunkt, at hvis jeg ikke stopper nu, så BLIVER jeg syg. Jeg sagde til mig selv, at jeg måtte tage ansvar for det, jeg putter i munden - og det gjorde jeg så. Endte i BED - binge eating disorder - som varede et par år. Dette er nu 4 år siden og jeg er kommet rigtig langt i den rigtige retning. Det er først for nylig at det gik op for mig at der var tale om både bulimi og BED - jeg tror, at jeg tænkte, at man skulle være længere ude for at få sådanne diagnoser.

Diagnoser har jeg følt man kan gemme sig bag. "Det er ikke min skyld" jeg har nemlig den og den diagnose. Som om, at det var svagt og ansvarsløst at gemme sig bag en diagnose. En del af mit problem har måske også været - og er stadig - at jeg ikke tillader mig selv, at synes, at det er svært. At jeg ofte får fortalt mig selv, at det er mit eget ansvar. Det tror jeg også på, at det er, men det lukker lidt af for muligheden for at få hjælp.

Kan man være afhængig af sukker? Ja, det er jeg overbevist om. Jeg føler overskud, glæde, lykke, ro, når jeg spiser sukker. Omvendt kan jeg miste overblikket, føle mig værdiløs og "lost" når jeg ikke får det. Jeg er i gang med at komme ud af det, og det tager lidt tid.

I dag er en god dag. Jeg har spist, så jeg kan klare mig - så lysten til sukker ikke er for stærk. Jeg vil vinde og jeg er godt på vej.