Hvad er et lykkeligt forhold...?
Hvornår ved man, at det er det helt rigtige...?
Hvad skal man gøre, når man sidder i et surrealistisk forhold, som man ikke véd hvad udvikler sig til...?
Er det ikke det rigtige, hvis man ikke har præsenteret fyren for familien efter 5 måneder...?

Ja jeg synes altså det er svært...!

Jeg plejer ellers altid at have en teori på hånden, men denne gang føler jeg mig langt ude på dybt vand...

Jeg véd ikke længere, hvad der er rigtigt eller forkert...

Han er så sød, han er ok pæn, vil gøre alt for mig... Hvad er det så, der gør at jeg tøver...?

Hans sociale problemer kan på sigt gøre det meget svært for os. Det véd vi begge og jeg véd han arbejder på det. Men skal jeg satse på han kommer til at fungere rent socialt...??

Jeg har så svært ved at indvolvere mig i det rent følelsesmæssigt, fordi jeg er bange for at han pludselig melder sig ud... at han pludseligt ikke kan klare mere... Hvis den dag kommer, vil jeg ikke sidde dybt begravet i sandkassen, med alle mine følelser blottet...!

Jamen kan da godt se, at dette lyder helt forkert. Men skal han ikke have en chance, når nu han er sådan er sød fyr...? Hvorfor føler jeg det som en prøvelse, at få det her til at fungere...?