Jeg har lige kastet op. Jeg kan slet ikke mærke mig selv - og det kom så pludseligt. Og jeg ved godt, at det ikke betyder, at jeg er tilbage i det gamle helvede.

Noget siger mig, at det hænger tæt sammen med, at S har været væk - og nu snart kommer hjem. Det er snart lidt tid siden, jeg har været fysisk tæt med ham, men nu kommer han hjem. Han skrev i går, at han savnede at være fysisk med mig. Jeg følte ikke rigtig noget. Ikke, at jeg ikke savner ham, det gør jeg virkelig. Men hans fravær fra mig fysisk har sat min krop i undtagelsestilstand - alle de gamle dæmoner er dukket op. Og nu skal jeg pludselig konfronteres med igen at blive tæt med ham, nu skal jeg starte forfra - sådan føles det, selvom jeg udemærket godt ved, at vi ikke skal starte forfra.

Det føles så pokkers stort. Jeg ved ikke, om jeg har lyst, men det hele er på tankeplan, for jeg ved, at jeg ikke vil slippe ham, når vi igen ses.

Tænk, hvis han skulle være væk i længere tid? Når jeg kan få det sådan for sølle tre uger. Det er nok også al den følelsesmæssige forvirring, der har været med min fætters død, min mors akutte tur hjem fra Asien, Simons rejse. Jeg er stadig ikke helt så stærk, når det handler om følelser. Jeg føler, men måske blokerer jeg stadig fysisk, så jeg psykisk har følt smerte, men fysisk har blokeret - for ikke at føle mere smerte.

Alle de spørgsmål.