det er en smule underligt... først er man ked af dete, græder og græder konstant så går det over og så går man her og tror at alting er ved at vende tilbage til en normal tilstand. man kommer sig langsomt over det chock det var at han droppede en. MAn begynder at grine, kunne sove og spise normalt. Man er sammen med sine veninder som man elsker sine veninder over alt på jorden, velvidende at man ikke havde klarede denne tid uden dem. OGSÅ kommer det, uden en advarsel og uden man selv kunne forudse det, tårerne begynder igen lige så stille at trille ned at kinderne og øjenene stirrer bare tomt ud i luften, mens man prøver at blokerer alle de tanker og følelser der vælter op i en.
Tankerne om hvordan hans altid tændte stearinlys når vi kom hjem til ham og tankerne om hvordan han kyssede en på skulderen og derefter en uforglemmelige følelser af at man var værdsat.
I det øjeblik ved man det ikke er overstået og man ikke er kommet over ham. Man indser at man kan prøve så meget man vil med hjertet følger ikke med og beholder dele af ham hos en. det hedder tilbagefald.
Jeg spørger mig selv om, hvorfor lige nu? jeg har ikke set ham, hørt fra ham eller på andre måder haft kontakt med ham, så hvorfor skal jeg begynde at tænke på ham nu? Det er dårlig timing, og hvor end jeg gerne vil komme videre er det svært for desværre bestemmer du ikke selv hvem du får de stærkeste følelser for, og hvis man gjorde havde livet været så meget nemmere.

For ikke kun at skrive om drenge som jeg har set jeg næsten gør i alle dagbogsindlæg herinde vil jeg også skrive om noget andet, så folk ikke får det indtryk at jeg ikke har noget andet at tænke på.

Vi skal snart skrive SSO eller 3 års opgave og jeg skal skrive om spiseforstyrrelser, og de mærkelige er da jeg læste en bog som er skrevet som en personlig bereting,, fandt jeg flere ligehedstegn mellem spiseforstyrrede mennesker og jeg. Det var som om at læse mine egne tanker, da bogen skrev hvordan de havde det med mad og føelelsen af at faste. Ved egnetlig godt jeg kunne have tendens til at få en spiseforstyrrelse, men at læse sådan en tekst som kom så tæt på mine tanker i de perioder hvor jeg nægter at spise noget var direkte skræmmende. Burde læse nogen flere bøger i dag da vi allerede skal igang den 10 februar, men jeg kan ikke tage mig sammen...