Et sted derude i det blå, skræmte jeg han væk lørdag nat. Et sted derude midt om natten mistede han mit hjerte. Og jeg hans. Sådan er det.
"Tilbage står bare det faktum, at to mennesker der har elsket hinanden hudløst lukker deres hjerter i." Sådan er det. Det citat sidder klæbet fast indeni. Lm og jeg elskede ikke hinanden, og slet ikke hudløst. Ikke noget nær. Ved ikke engang om vores hjerter var åbne. På klem måske, men nu er der lukket.
Det kan jeg mærke. Ikke kun fra min side af. Lige så meget hans.
Jeg tror at jeg kan føle at det for alvor er ovre denne her gang.
Jeg kan mærke at jeg har fået mine forklaringer, mine svar, jeg har fået det ud jeg skal af med, og nu kan jeg slippe det.
Selvfølgelig tager det tid at komme mig ordentligt over det hele. Men sådan er det. Jeg klarer den. Jeg kommer igennem det.
Jeg kan ændre hvad jeg vil i mit liv. Det er et faktum. Jeg kan efterlade det hele, og jeg kan tage det hele med. Jeg kan gøre som jeg vil. Det kræver bare en del. Men hvad jeg vil nok, skal jeg nok få gjort.
Ser et helt liv foran mig. Tusindevis af muligheder, tusinder af chancer, tusinder af forbier, jeg ved der vil komme derude engang. Jeg ved at jeg ender med at få det hele som jeg vil have det. Jeg ved at tingene bliver som de skal være. Hvis ikke i dette liv, så i det næste. Så må jeg tage konsekvensen og leve et mere. Sådan er det. Sådan bliver man nød til at lade det være.

Jeg kan mærke at jeg ved hvad jeg vil, og hvad jeg skal gøre for at få det. Det er som om at når jeg lukker øjnene, og åbner dem igen, bliver alting lysere. Bedre. Hele tiden. Som om at man stille fylder sig selv med fred.
Idag er mit selvværd ikke på størrelse med en fluelort og det føles skønt!