Jeg tror først nu, at virkeligheden er ved at gå op for mig. I tilbageblik var jeg ung og naiv, da jeg elskede A. Jeg troede aldrig, der skulle være en anden, kunne ikke forestille mig nogensinde at holde af andre på den måde, som jeg holdt af ham. Når jeg nogle gange lå vågen i natten, kunne jeg tegne hans ansigts kontur med fingrene, mens jeg følte en glæde i kroppen over, at han var min. Jeg kunne møde verden med en bevidsthed om, at ingen anden var som ham.

Og så står man her nogle år senere, mindet om at blive såret og forladt - og nu om at komme videre og elske en anden. Og den smertefulde bevidsthed om, at hele denne drøm om den eneste ene ikke mere findes i en. Den konstante angst for, at der pludselig står en anden. Angst, fordi jeg ikke vil miste S, fordi jeg ikke vil føle noget for andre. Men jeg ved bare - og det er det, der gør mig angst, at der er chance for, at der er en anden derude.

Og når jeg ligger i nattemørket og tegner konturen af S's ansigt, så mindes jeg nætterne med A. Og det gør ondt indeni, fordi det minder om en tabt uskyld.