Man får aldrig den medfølselse, man tørster sådan efter, ikke den lydhørhed for skriget om hjælp, som det handler om. Tror de det er for sjov? Det er ikke sjovt. Det er modbydeligt
Glaspigen

Jeg har ikke plads til mig selv og mit sind. Jeg kan ikke lukke verden ind. Det skræmmer mig. Jeg har så meget at græde over. Men jeg gør det ikke. Noget stopper mig. Noget forhindrer tårernes vej ud af kroppen. Skræmmende ufrivilligt lukker jeg af fra hele verden.
Tiden skal gå, hele tiden, jeg er for meget alene. Jeg keder mig. Hvis jeg slapper mere af så skider jeg i bukserne, eller også dør jeg. Der bliver nød til at ske noget. Er bange for at finde mig selv, for at finde den ondskab der ligger gemt. Men jeg ved ikke hvordan jeg slipper af med den følelse. Følelsen af at være så sort. Så fuldkommen forkert indeni. Så trist og tom.
Jeg gør alt for at holde tankerne, sindet igang. Tænker, drømmer, snakker, danser, synger, NOGET, ET ELLER ANDET. for at slippe for den lydhørhed fra skriget, jeg sådan længes efter.

Jeg er en glaspige