Fik en ustyrlig trang til skrive igen.
Meget er sket siden sidst, mest positive ting tror jeg.

Jeg har fundet en allertiders fantastisk veninde i studiekredsen.
Hun er moden, voksen, ansvarlig, og ekstremt sød over for de mennesker som hun holder af.
Mia er hendes navn....
Det var mig som tog intitativet til at snakke med hende, og hun gengældte det heldigvis.
Nu er uadskellige, vi kan ikke leve uden hianden, hun spugte om hun måtte klistrer sig på mig og jeg svarede at det måtte hun godt, bare så længe hun brugte gaffa tape.
Meningen med samtalen var egentlig at hun spurgte om vi skulle være venner for altid.
Og ja jeg gav hende jo det stærkeste ord som findes... gaffa tape.

Har dømt krig mod mig selv...
Den er i fuld gang og jeg forvandler mig lidt fra hver dag der går.
Jeg forventer ikke noget af nogen, jeg går udfra at jeg er alene og på egen hånd 24 timer i døgnet.
Jeg støtter mig ikke op til nogen, jeg løber ikke efter de folk, som ikke vil snakke med mig.
Jeg logrer ikke som en lille hundehvalp mere.
Kort sagt... jeg er alene i verden og jeg har affundet mig med det.
Jeg ønsker ikke at være til besvær.
Jeg plejer mit image og sørger for at give folk et ordentlig indtryk af mig.

Jeg koncenterer mig om at pleje min kæreste når han kommer hjem på weekend.
Sørger for at han kan se sin familie, når han lyster.
Holder ikke på ham, lader ham køre når han vil.
Ordner de økonomiske ting så godt som jeg kan.
Sørger for at weekenden bliver indrettet efter hans behov.
Laver mad og pusser om ham.
Til gengæld så får jeg det største smil når han tager afsted hver mandag morgen.
Jeg ved med mig selv at jeg har gjort hvad jeg kunne for at undgå et skænderi, undgå at han truer mig med at flytte..
Det eneste han hjælper med er at handle ind, snakke om økonomi, og vande sine blomster.
Når han har tid, så giver han en hånd med opvasken og så sørger han selv for sit eget vasketøj.
Tingene kører herhjemme.... vi har ikke haft et sammenstød endnu... og jeg beder til at hjemmelivet fortsætter på sammme måde lidt endnu.
Et eller andet sted, så vil jeg gerne havde ham hjem i morgen, men på den anden side så ved jeg også at det ender i ballade ligesom sidste onsdag.
Manden er træt og syg fordi årstiden skifter... hans immunforsvar kan slet ikke klare den skiftning fra sommer til vinter..
Og når han har det sådan, så er hans indstilling dårlig og han bliver nem at tirre...
Så jeg føler bare ikke rigtig for at han kommer hjem...
Jeg har indstillet mig på at være alene og ser det kun som en luksus når han kommer hjem i weekenden...

Jeg koncentrer mig så meget om andre mennesker, at jeg helt glemmer mig selv.
Jeg glemmer egentlig hvad jeg selv vil, glemmer at opfylde mine egne behov.
Til tider er det frusterende, men jeg kommer hurtigt over det igen..
Jeg ser at min veninde bliver glad og det er nok det eneste som betyder noget lige nu.
Jeg ved ikke om det her jeg gør, kaldes for selvpineri eller om jeg bare er et omsorgfuldt menneske...
Jeg ville nok bare kalde det for at at være selvstændig og ansvarsfuld.

Jeg håber virkelig at det venskab som jeg har med Mia fortsætter de næste 2 år.
Jeg håber at den tryghed som jeg fundet hos hendes kæreste og hende vil fortsætte.
At vi tre kommer til at hænge sammmen resten af studiet ud.
Vi føler og og opfører os som en duo.
De giver mig lysten til at leve, de viser mig, hvor meget de egentlig holder af mig...
Kære nogen... lad det fortsætte lidt endnu.. lad hende blive lidt i mit liv lidt endnu..

Åhh jeg håber sådan at jeg har fundet en veninde for livs tid...