Fortsætter lidt i samme rille som sidst - så er I advaret.

Jeg takker for de mange breve jeg har fået. Der er mange forskellige råd omkring min situation. Og udfra brevene kan jeg se at der er lige så mange forskellige meninger om hvad utroskab er, og hvordan man takler det.

For mig hænger det sådan sammen, at jeg man er utro så snart man bryder en aftale man har med den anden. Det lyder måske ekstremt, men min kæreste og jeg har faktisk klare aftaler netop omkring dette emne.

I starten af vores forhold havde jeg faktisk er ret afslappet forhold til det, at han havde noget med andre piger at gøre. Det forsvandt omkring det tidspunkt han første gang var sammen med en anden. I må endelig ikke tro at han har været mig utro ved at gå i seng med andre. Det har ikke været andet end kys - men det er nok for mig. Og så mener jeg jeg er i min fulde ret til at kalde det utroskab. Jeg mener at hvert par er beretiget til at lave deres egen definition - så længe man er enig. Og det har vi været.

Men det er kommet så vidt, at han knapt tør nævne andre piger, og generelt holder sig fra dem. Det skal siges jeg gør hvad jeg kan for at skjule det, men han kender mig for godt, og ved også godt det er hans egen skyld. Det er helt sygeligt. Lige nu sidder jeg f.eks. og ægre mig over at hans telefon er gået i stykker, og har fået nyt sim-kort og nummer, så jeg ikke kan komme til at se hvor mange gange og hvornår han har skrevet til hende pigen. Fordi jeg ikke ved om jeg skal tro på at det kun lige var den aften det skete. Det er flovt, men lad please være med at døm mig, for jeg kan ikke rigtig gøre for det.

Det er helt forfærdeligt herhjemme de her dage. Vi lister rundt om hinanden, siger ikke rigtig noget, og kan ikke komme på noget nyt der kan bringe os videre.

Hader ham allermest fordi han har ødelagt det liv vi kunne have haft.

I går sov en fra hans klasse her, han har pt ikke noget sted at bo. Så der legede vi glade kærester så det var helt forfærdeligt. Vi har aftalt ikke at fortælle noget endnu, indtil vi finder ud af hvad der egentlig skal ske. Men han udnyttede situationene en tand for meget, og lod som om alt var godt og intet var sket. Det var til at brække sig over. Betød også at vi måtte sove i samme seng, som vi ellers har aftalt at lade være med det første stykke tid. Men det er lidt ligesom i den der sang; at selvom vi ligger sammen, sover vi hver for sig. Gjorde ham dog opmærksom på at han lige skal huske at vi faktisk ikke er kæreste på nuværende tidspunkt, og gerne må opfører sig herefter - ellers er der ingen mening med det overhovdet.

Ved ikke hvordan vi skal komme videre, og om vi overhovedet skal videre. Ved ikke hvad jeg venter på. Det er som om jeg tror løsningen kommer på et tidspunkt. Skal på rustur i weekenden, og har mest af alt lyst til at tage afsted med en bemærkning om at den trofasthed han indtil videre har vist mig, har jeg tænkt mig at praktiserer i lige så høj grad mens jeg er væk.
Men det passer jo ikke. Er bare på det stadie i min sorg, hvor jeg har brug for at såre ham - så vi ender på nogenlunde samme niveau. Jeg bliver så primitiv hver gang det her sker. Aner ikke om han fatter budskabet, og ved også godt at det en meget kort følelse af velbehag jeg selv opnår ved det!

Har brug for at fortælle det til nogen, og hvor er det godt jeg kan gøre det her - ellers vil det bare gå ud over en fuldstændig sagesløs person fra min klasse, der i et svagt øjeblik kommner til at vise mig lidt for megen venlighed. Hvem ved, det kan være det sker alligevel. Det kan jeg først fortælle når jeg kommer hjem fra rustur.

-Berta