ja overskriften siger jo nok sig selv, mit humør er BARE lavt. Jeg står for at sku giftes d. 1 juni, og glæder mig som en sindsyg, og elsker min kommende mand over hele verden....

Alligevel er der noget der har fået lov at snige sig ind i min glæde...
Sidste år i juni måned abortede jeg ufrivilligt, et ønskebarn, og i den forbindelse havde alle forældre og venner selvfølgelig fået besked så snart jeg selv vidste det.
En af disse forældre er min far. Han virkede sgu ikke særlig glad for at høre at jeg skulle have et barn med manden jeg elsker, og det slog mig lidt ud, men kæresten var ved min side, og mente at det bare var chokket over at hans lille pige skulle til at være mor selv.

som jeg skrev tidligere abortede jeg desværre og kunne ikke selv fortælle det alle der havde fået det at vide fra start så min mor ringede rundt for mig.
Også til min far.....

Siden har jeg ikke talt med ham, jeg har ikke talt et eneste ord med ham siden han fik at vide at han skulle være morfar. Jeg har sendt fødselsdagskort og julekort men har ikke hørt noget fra ham.

Det er noget der kan dræbe en indvendig, men hvordan skal man forklare overfor folk at jeg er ødelagt indvendig over det, når alle godt er klar over hvor dumt et svin han har været??????????

Mine forældre er skilt, min mor bor i københavn og min far i nordjylland. De var bestemt ikke ment for hinanden, og der var både druk og vold med i billedet og årsagen til deres skilsmisse.

Ja det har pint mig i mange år, men et eller andet sted er jeg kommet over de ting der skete dengang, men alligevel ikke. jeg bliver til dagligt mindet om at han er min far og hans gener der er ført videre over i mig, er nogle man ikke skal være stolt over.

Jeg har altid ønsket mig et stort kirkebryllup med far der skulle følge mig op af gulvet, men har valgt at for at jeg ikke skal blive ked af det på netop denne store dag at jeg ikke vil ha at det skal være min stedfar der skal overtage den position. Jeg taler helt fint med min stedfar, men han er ikke min far og det vil aldrig blive det samme........

mit humør er lavt og jeg hader at være ked af det, jeg hader sygdom, og det har vi også i familien i øjeblikket i form af en morfar der meget syg og ryger ind og ud af hospitalet hver og hver anden dag.

Egentlig er det ikke det fedeste at gå rundt med disse ubehageligheder i hovedet når man i stedet burde gå og være glad og lykkelig hele tiden....

Jeg har ikke fortalt min far at jeg skal giftes og jeg har ike tænkt mig at gøre det, han har selv lukket for kontakten mellem os, og jeg vil ikke falde på knæ over for en mand der ikke kan forstå at man bliver knust efter en abort og ikke lige er i stand til at tale med nogle som helst i mange dage.

Jeg elsker min kæreste men det her kommer automatisk til at gå ud over ham, og jeg aner ikke hvordan jeg skal forklare mig. Jeg er træt af hele tiden at sige : Jeg er ked af det skat men det hele bunder i hvad der skete omkring dagene med aborten, og jeg har lidt svært ved at forklare mig bedre........

Pyha det hjalp en lille smule at få skrevet her, men ikke meget, jeg er i vildrede og har bare lyst til at ødelægge alt for den mand som er i gang med at ødelægge alt for mig.....

Jeg håber virkelig at alle i andre har det bedre ude i lille danmark

Hilsen

MIG