En uge er næsten gået, siden jeg sidst skrev dagbog. Dagene kommer og går og jeg forsøger af få indhold i dem, så godt som jeg nu formår.
Til tider vælder følelserne op i mig, selvom der egentligt ikke er nogen direkte årsag, men hvor jeg bare bliver ked. Jo, jeg tror, at det i bund og grund har med min sygdom at gøre. Jeg har sommetider svært ved at forholde mig til, at jeg ikke kan det samme, som jeg kunne førhen og så bliver jeg forskrækket over mine egne tanker og det går lidt i sort. Følelserne af utilstrækkelighed er nok stærkest, når jeg er træt og når jeg har påtaget mere end mine kræfter måske rækker til, hvis jeg ellers gider lytte til mig selv. Jeg må se at lære, at jeg til tider stiller mig selv større forventninger, end jeg kan indfri.
Bortset fra det, så har jeg haft et par fantastiske dejlige dage hos en meget kær veninde, som jeg nødig ville undvære. Jeg føler mig heldig, at jeg kender så unikt et menneske, der gider drage kærlig omsorg for mig og som altid er parat til at hjælpe og lytte, når jeg har det surt med mig selv. Ikke kun det – vi kan også have det sjovt, diskutere eller bare almindelig talk-show. Kære veninde – tak fordi du er DIG
På hjemvejen fik jeg lyst til at hilse på en anden Fyldepenneveninde, som blev overrasket over at se mig. Vi fik en dejlig snak og tiden fløj af sted, så først efter en god og hyggelig time sad jeg igen i min bil på vej vestpå, selvom jeg havde sagt fem minutter *S*. Hjem til min lille familie og mig selv igen. Ude er godt – men hjemme i det lille røde hus i marsken - er nu bedst. Det at være hjemme blandt mine egne ting, sidde ved computeren og om lidt glæde mig til en god nattesøvn i min egen seng med mit ”krammedyr” ved siden af.
Jeg fik en glædelig meddelelse, da jeg kom hjem. Jeg har ikke kun sagen hos pensionskassen ved min fagforening kørende, men har også haft en sag hos en pensionskasse gennem min bank. Derfra lå brev, hvori jeg kunne læse, at de har vurderet, at jeg har ret til udbetaling ved tab af erhvervsevne fra 1. januar i år, hvor min løn ophørte. Jeg er meget glad for afgørelsen og på mandag må jeg så ind og tale med min ”pensionsmand” på kommunen. Det her er nemlig en indtægt udover min socialpension, som betyder, at min pension fra kommunen skal reguleres. Jeg har løseligt regnet ud, hvor meget der vil blive trukket fra min pension, men alt i alt er jeg meget godt tilfreds.
Så mangler jeg kun den anden afgørelse, men det kan stadig trække i langdrag, idet jeg går og venter på at blive indkaldt til en speciellægeerklæring. Det er ikke godt at vide, hvornår neurologen har en tid til mig.
I morgen aften skal vi atter i by. Vi skal til ”landsbyfest” i vor lille landsby – og festen holdes som en gadefest – vi er blot en hel landsby og det er meget tænkeligt at Jacob og Mathilde kommer hjem for at deltage i festen. Hvert år er der fire par i festudvalget til at arrangere og det siddende udvalg vælger næste års ”ofre”. Tiden nærmer sig, hvor Carlo og jeg kan træffe at blive valgt – heldigvis er der længe til næste år GG* Det er også til denne fest, at jeg skal læse op af bogen, hvad der er sket i vor landsby i løbet af året, der er gået siden sidste landsbyfest. Jeg er blevet valgt til at være pennefører og har til opgave at skrive i bogen om landsbyens beboeres liv og levned – for eksempel om arrangementer, hvor hele byen deltager eller om runde fødselsdage og andre festdage, ligeså vel som jubilæer, fødsler og dødsfald. En bog, skrevet om et lille lokalt samfund, og en bog, der om 100 år måske er et godt redskab for slægtsforskere.
Jeg tror, at det må være ordene for denne gang. Jeg håber, at I derude må have en rigtig god weekend – forhåbentligt med masse af sol.
Hyggehejsa fra en træt Nellemor.
Skriv kommentar
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.