Kære DagBob

Bob var jo på en rå og barsk overlevelsestur, en tur hvor drenge blev til mænd, en tur hvor disse, mændene altså, kunne være alene med sig selv, deres urinstinkter, og den store svenske ødemark.

En sådan tur kan ses som en rejse for sindet, lige så meget som for kroppen, og Bob har da også haft tid til nogle dybe filosofiske overvejelser.

Som eksempelvis da han, efter ikke at have set et eneste levende menneske i 3 timer, skulle lade vandet, og han, trods det faktum, at han stod midt ude i den mest øde skov han nogensinde havde set, en skov så øde, at selv dyrene havde forladt den, satte sin rygsæk fra sig på stien, og gik hen til det nærmeste træ, hvilket belejligt nok ikke stod så langt væk, men sådan er det jo ofte i en skov, for så at tisse op ad det. For det gør man jo, man skal da tisse op ad noget, men kan altså ikke bare tisse lige ned på jorden. Det er vel næppe forbudt, men det kan man bare ikke, og det er jo i grunden en lille smule underligt, for selve funktionen med at lade vandet, kræver jo dybest set ikke et opretstående element i sin nærhed, hvis altså man ser bort fra den der skal lade vandet. Denne person, i tilfældet at det er en han, bør, i egen interesse, stå op når vandladningen udføres. Alt andet bliver hurtigt noget sjask.

Helt anderledes forholder det sig hvis vandladeren er en kvinde. I det tilfælde vil de fleste nok finde det mest belejligt, og mindst sjasket, om den der lader vandet, kan udføre denne dåd i siddende stilling, hvorfor det da som oftest også er den måde de fleste kvinder, i Bobs beskedne erfaring, foretrækker at lade vandet.

Bob er stor tilhænger af, at man som kvinde helt selv afgør hvordan man ønsker at lade sit vand, især når nu vi ved, og det efterfølgende er et ubestrideligt biologisk fact, som Bob overhovedet ikke vil acceptere diskussion omkring, at vandladning er den eneste form for udskilning af affaldsstoffer der foregår fra en kvindekrop. At kvinden overhovedet er udstyret med et rectum, skyldes helt og aldeles et spørgsmål om design og produktionsfordele (det er ligesom med moderne bilproduktion, der er mange biler der deler fælles platform, således også manden og kvinden).

Alt det vandladeri, bragte Bobs tanker hen på årsagen til samme, og hans katastrofale mangel på vand. Bob havde mængder af frysetørret mad med sig på turen. Det eneste man skulle tilsætte, for at frembringe et sandt festmåltid, var en lille smule vand. Det er jo nærmest genialt, og ville helt sikkert være gennemført genialt, hvis ikke det lige var for den lille, men dog ikke helt uvæsentlige detalje, at Bob jo desværre var løbet fælt meget tørt for vand. Hvis bare man havde haft frysetørret vand, så havde Bob ikke stået i denne kattepine nu. Nogen burde helt klart gå i forskningen omkring frysetørret vand, det ville være en revolution.

Hvad man så skal blande i frysetørret vand, for at få det til at fungere som almindeligt vand igen, det ved jeg ikke, men frysetørret mad kunne være et godt bud, det har man jo alligevel ikke meget brug for, når nu man er løbet tør for vand. Så kunne man jo slå to fluer med et smæk.

Som det kan udledes af ovenstående, når man virkelig i kontakt med de inderste og dybeste kringelkroge, de hjørner af sindet, som normalt ligger længst ude, og langt fra daglig berøring, når man sådan er ude og vandre. Bob er stolt.