Kære DagBob
Fredeligt lå Bob i sengen og klukklo til Bridget Jones, da pludselig han ud af øjenkrogen bemærker en bevægelse. Neurotisk anlagt, som Bob jo er, kaster han fluks al sin opmærksomhed hen mod det uidentificerede bevægelige objekt, der i hast er på vej op ad dynen, med direkte kurs mod Bob´s uskyldige ansigt. AAAAAAAAAAAAAAARRRRRRGGGGHHHHHHHH!!!!!!
Nu vil Bob jo nødigt fremstå som en mand uden mod og mandshjerte, det ville jo være decideret umaskulint, men når edderkopperne først antager kattestørrelse, så ryster Bob altså lidt i bukserne. I en lynhurtig bevægelse nåede Bob både at komme ud af sengen, og samtidig (meget modigt) kaste sin dyne i en lammende bevægelse, ind over det kravlende monster, og dermed forhindre en langsom, pinefuld og sikker død for Bob (forklaring følger).
Det tog lige et par sekunder at komme sig over det højst overraskende angreb, og fordele/ulemper ved en nat på sofaen blev vendt af PraktiskeBob, mens SikkerhedsBob lynhurtigt tænkte over to ting:
Hvordan faren kunne afværges?
Hvordan faren overhovedet kunne opstå? (Hvordan kommer en 3 kilo tung giftjagtmenneskeræderdræberedderkop, på størrelse med en lille kat, helt op på 3. sal?)
Bevæbnet med køkkenrulle, jagtgevær og vaders, gik Bob til angreb. Han fjernede lynhurtigt (og meget meget modigt) dynen, og blotlagde dermed uhyret, som, ganske utroligt faktisk, størrelsen taget i betragtning, ikke selv havde fjernet dynen for at fortsætte sit dræbertogt.
I en dramatisk, og snart legendarisk, redningsaktion, kastede Bob sig rasende (og meget meget meget modigt) over indtrængeren, og neutraliserede denne. Af hensyn til eventuelle dyreværnsforeninger, kan Bob ikke nærmere komme ind på hvilke konsekvenser det havde for den formastelige indtrænger, at den blev fanget af SikkerhedsBob, men lad os blot konstatere 3 ting:
1. Det involverede knusning af skeletter
2. Det involverede drukning
3. Verden er en giftjagtmenneskeræderdræberedderkop fattigere
Efterfølgende kunne Bob konstatere, at han havde undveget døden med få millimeter. Inde på dynen, der hvor "Dræberuhyret fra helvede" havde kæmpet en desperat kamp for at komme ud af dynen, lå en plamage som helt sikkert var gift (eller også havde edderkoppen pisset i bukserne af skræk....det er naturligvis en mulighed, siger ZoologiBob), hvilket beviser, at monstret var kommet til Bob med et eneste formål, nemlig at slå ham ihjel. Meget skræmmende!!!!!
Heldigvis er Bob flittig til at se Animal Planet, og kunne derfor reagere som han gjorde. Tænk hvis uhyret havde bevæget sig ind hos et helt almindeligt menneske, så ville sagen nok være endt knapt så lykkeligt.
Bob anbefaler derfor den store kabelpakke til samtlige husstande i Danmark, indført med øjeblikkelig virkning, og betalt via sundhedsministeriet og amterne, som fremover vil spare milliarder til behandling af patienter der har været udsat for naturens modbydeligheder.
Sker dette ikke snarest, ser Bob sig nødsaget til at undlade at stemme ved næste valg, eller betale sin licens op til en uge for sent.
Skriv kommentar
Dagbogsindlægget
En fremmed flytter ind er publiceret
25/08-2005 14:53 af
ShopBob.
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.