Min veninde skrev, at hun havde set A. Jeg ved ikke, hvad jeg skal tænke om det. Har selv haft en fornemmelse af, at jeg hvert øjeblik kunne støde på ham. Overvejede endda, om han ville komme gående med barnevogn, men slog det ud af hovedet, fordi han umuligt kan være blevet far endnu. Det er der gået for kort tid til, og med hans stædighed og fornuft, så går der vist en del år til. Og alligevel overvejede jeg det, han må jo snart være nær de 30. Og han er jo ikke ligefrem kendt for at være alene. Tænker på, hvem han er sammen med nu. Har egentlig ikke lyst til at kende ham mere, selvom jeg i dag overvejede, at jeg ville sige til ham, at gav han mig endnu en chance, kunne han lære mig at kende igen. Som han aldrig lærte det, selvom tiden var lang. Men jeg var jo deprimeret. Og jeg kastede op hele tiden - og tog piller for at være glad. Og samtidig troede jeg, at det var ham, der var mit livs kærlighed, men turde ikke vise ham, hvor svag jeg var. Mest fordi svaghed for mig var vejen til at miste hans kærlighed. Gad vide, om jeg nogensinde fatter, hvad kærlighed er?!

Men hun skrev i hvert fald, at hun havde set ham. Og egentlig var det så ligegyldigt. For et eller andet sted er han bare endnu et menneske på gaden. Godt nok har vi en fortid sammen, men det er jo fortid. Nu skal han bare være et menneske på gaden - og et smil i parentes i mine tanker. Og så skal jeg videre uden ham igen.