Kan ikke koncentrere mig, fordi jeg hele tiden tror, at jeg skal se ham. Og samtidig er der ingen fornuft i, at han skulle være her. Tænker, at han måske mangler at aflevere en bog. Eller skal se sin bedste ven. Men jeg støder heller ikke på hans bedste ven. Og jeg kan ikke få mig selv til at rejse mig og tage hjem, samtidig med, at jeg ikke kan få mig selv til at koncentrere mig om det, jeg skal. Så her sidder jeg fanget i en tidslomme, hvor tiden bare forsvinder fra mig, mens jeg stirrer ud i luften efter ham.