"Måske skulle du prøve at lægge pennen fra dig i et stykke tid" Hvad er det hun ikke forstår?! Jeg prøvede at forklare C i nat, over en mail hvordan jeg har det. Hvordan jeg skriver dag og nat for at få det bedre. Hvordan jeg prøver at finde ud af om skriveri gør mig mere "syg" eller mere "rask" Jeg prøvede virkeligt. Skrev en lang mail. Fingrene gled hen over tastaturet og hjernen skreg om og om igen: NEJ, DU SKAL IKKE FORTÆLLE HENDE DET. DU SKAL IKKE SIGE NOGET. Men det gjorde jeg. Jeg skrev. Forklarede hvor svært det var.
Og nu siger hun, at jeg skal stoppe. At jeg måske skulle holde en pause. Jeg kan jo altid begynde igen. Det kan man ikke. Jeg kan ikke. Hvis jeg har en historie, hvis jeg har noget indeni så skal det UD og det skal være NU.
Jeg kan ikke bare stoppe. Det vil gøre ondt, hver gang der var historier der skulle fortælles, at jeg så ikke måtte. At jeg ikke har godt af at skrive.
Hun siger at frygten er noget jeg vil leve med resten af mit liv. Jeg ved hun har ret, men jeg lytter ikke, jeg vil ikke. Jeg vil have at den ikke fylder så meget som den gør nu, i hvert fald.
Nej jeg ved det ikke. Måske er jeg ikke så bange. Nej, jeg er ikke bange. Jeg har det bare underligt. Det er en følelse jeg ikke kan sætte ord på. Hvad er der? 30.000 danske ord, og jeg kan ikke finde et der passer til følelsen. Jeg er håbløs....