Der er nu gået en del dage siden den famøse aften, hvor veninde B gik helt amok. Det har ikke være lige let siden. Jeg var den eneste af vores tætte venne-gruppe, der var der. Så de andre tager hende jo som om intet var hændt, og det har irriteret mig lidt. Ved godt de ikke kan gøre andet, men alligevel....
I dagene efter episoden tænkte jeg ikke på andet. Hvad kan jeg gøre for at hjælpe? HVad kan jeg gøre for at få hende til at indse, at hun er ude på et skråplan, der før eller senere gør, at hun glider helt ned og selv kan komme op?
Jeg kom til den konklusion, at jeg skulle holde op med at tænke på det. Hvis hun ikke selv kan indse det nu, efter alt jeg har forsøgt, så gør hun det heller ikke.
Så jeg er begyndt at tale med hende igen. Kunne mærke, at det var det, der skulle til for at få mig til at "glemme"det. Og nu siger jeg glemme, men det er bestemt ikke glemt. Det ligger lige under overfladen - og det gør det hos alle der var den aften. Hvis hun laver antræk til noget igen, vil jeg måske alligevel gøre noget andet. Så bliver jeg den, der ringer til politiet. For hvis hun ikek kan lære det på den bløde måde, må hun sgu lære det på den hårde... Hvor er det bare synd.. For det sker igen, det ved jeg..Måske ikke lige i dag eller i morgen. Men på et tidspunkt. Hvis man har så megen vrede i sig skal det ud - på et eller andet tidspunkt....



Nå - til noget helt andet. H er så småt ved at flytte ind. Hvor er det dejligt, skønt og vildt mærkeligt på samme tid. Jeg har været single længe og er vandt til at gøre alt på min måde. Jeg er så spændt på, om jeg kan lade en anden komme ind i mit hjem og lave om på nogle af mine rutiner. Der vil nok blive nogle gnidninger.. Men sådan er det vel i alle forhold.
Jeg mødte svigerfamilien for lidt tid siden. Jeg har gået og prikket til ham, for at høre, hvad de sagde til mig. Men i noget tid snakkede han ikke lige med dem - ikke om det emne i hvert fald. Men en dag han sms'ede med sin søster, videresendte han en sms til mig - deri stod at forældrene havde synes, jeg var den bedste nogen af dem nogensinde havde haft med hjem, og søsteren der mente i øvrigt også at jeg var alletiders.
Det var rigtig dejligt at få at vide. Det var sgu lidt en selvtillids booster..
Min familie er også vild med H. hmm - mon det er faresignal??
Men han er rigtig god til bare at tale med alle. Han var med i sommerhus med hele min mors side, og der gik 5 minutter, så var det for alles vedkommende som om han havde tilhørt familien længe.
Nå, men den 21. flytter vi de sidste af hans ting herind. Jeg glæder mig nu til det.. Hvor bliver det dejligt at falde i søvn og vågne op med den man elsker...