Mæt... jeg er mæt, og kl er snart 21.
Det plejer jeg ikke at være.
Det var fordi jeg spiste. Jeg spiste fordi jeg havde det fysisk dårligt.
Så er det okay. Har jeg det psykisk dårligt er mad forbudt.
Nu har jeg det både fysisk og psykisk dårligt. På den ene side, kan jeg godt lide at jeg er mæt. Den fysiske side. På den anden side, er jeg dum, forsvarsløs, et menneske uden rygrad, der ikke kan holde noget som helst. Et FED menneske.
Det gør ondt i maven at den er fyldt, psykisk ondt.
Disse forskelle driver mig til maden.
Det er psyken og fysikken.
På en dårlig dag, en dag jeg føler mig nede og dum, spiser jeg ikke. Ingenting. Jo mindre, jo bedre. jo mere får jeg styr over mig selv, styr på mine tanker, hvis jeg lukker maden ude.
Når jeg flyver er det ligemeget om jeg ikke spiser, der må jeg gerne.
Der er det tilladt.

På den måde hænger det hele egentligt sammen.
Enten går det godt, med det hele.
og ellers går det skidt.

Et skridt frem, to tilbage.... Er det ikke sådan de siger det er? Med spiseforstyrrelser....?

Jeg er igen ved at være oppe på normal vægt. Jeg er på den... tror jeg. Mine venner kalder mig tynd, men det gør de altid... sådan er de.
Men... jeg har det fint... eller det har jeg ikke. Jeg ved ikke hvorfor jeg skrev den latterlige sætning "jeg har det fint" men jeg har ikke lyst til at slette den.

Jeg har en dårlig dag. En stille dag. Ligegyldig dag.
Torsdag....