Det var sidst i januar eller først i februar, det husker jeg ikke tydeligt. Min mor havde være indlagt i to eller tre uger, og fået taget mange blodprøver. Jeg gik på efterskole og troede bare det var influenza, eller noget i den stil. Så den 4. februar snakkede jeg med min far, han lød trist, og med det samme var der noget i mig der sagde, at min mor var alvorligt syg og jeg blev meget sur på min far, fordi han ikke ville fortælle mig det, så blev jeg ved med at smække røret på indtil han sagde, hvad der var galt. Han sagde, min mor havde en form for kræft, og mine tanke begynte at krese om ordet kræft og død, det har altid hængt sammen med kræft, og jeg blev meget ked af det. Så er jeg så heldig, at jeg har jordens dejligste veninde, der hedder Lisette. Hun var den første der hørte det, hun blev også meget ked af det, da hun kendte min mor lidt. Hun var nok den eneste der rigtig forstod mig. Det var sådan, at hun var der når jeg skulle bruge hende, og hun havde næsten altid tid til at snakke med mig og hjælpe mig. Hun trak mig altid op igen, og det er jeg glad for, for jeg tror, at jeg havde taget livet af mig selv, hvis jeg ikke havde haft sådan en god støtte som hende.

På et tidpunkt blev jeg bedt om at tage med til sygehuset igen, ikke for at besøge min mor, men vi skulle snakke med overlægen, han var flink, var mit første indtryk. Han fortalte om min mors sygdom, og hvad det indebar, kemo terapi, lang tid på sygehuset osv., men et ord der mærkede sig i mit sind var, han sagde det er ikke noget man dør af, men med, altså den sygedom min mor havde. Den hedder myalmotose og plejer at ramme, ældre folk, i alderen 60 til 100 år, men min mor var kun 45 år. Det kunne jeg ikke få til at stemme sammen, og i løbet af de første 3 måneder var min mor på sygehuset en 5 - 6 gange og hun fik det bedre og bedre og jeg blev gladere og gladere med tiden............SLUT.

Det min historie prøver at fortæller, er mine følelser da min mor blev syg, og at man altid skal huske på, at ens venner er der for at hjælpe. Det var der også i mit tilfælde og husk; mange kræftsygedomme kan helbredes 90% og nogle 100%.

Og tilsidst - hvis du føler lyst til at græde så gør det, da det ikke nytter at holde sine følelser inde i sige selv, og snak med andre, det giver ligesom et frisk pust i sindet.