Her går jeg og prøver at fylde dagen ud, inden T4 kommer. Det er jo idag det sker... Jeg er klar til at komme videre... Jeg er ikke engang særlig nervøs, skal bare have afsluttet det "forhold" på en pæn måde...

Han skrev her til morgen, at han var trist og hvad kunne jeg sige andet end, at det heldigvis går over igen. Man kommer næsten altid ovenpå igen. Det er jo det, der er sket for mig. Jeg har fundet ud af at livet kan leves uden ham... Måske er der et eller andet inden i ham, der véd besked eller kan mærke, der skal ske noget i aften...

Men jeg tror det egentlig ikke. Han har overhovedet ikke kommenteret, at jeg var ked af det i fredags. Det er som om, at snakker vi ikke om det, så har jeg nok glemt det igen... Så er vi tilbage i den gamle rumlen. Han er sgu det mest konfliktsky menneske, jeg kender. Endnu en grund til at gøre det forbi.... Det går bare ikke, at man ikke snakker om tingene... Det gik ikke sidst, det endte i "bitterness", så den fejl gør jeg ikke igen..

Er dog lidt spændt på, hvordan han vil takle det. Sandsynligvis krybe ind i sig selv. Det havde jeg også selv gjort, ingen skal se min smerte... Spørgsmålet er hvornår og hvordan jeg får taget hul på bylden...?