I går var så dagen. Dagen hvor jeg skulle møde mine svigerforældre. Vi skulle køre her fra byen kl. 15.30. Jeg vågnede allarede kl. 7.30. Gik ind på sofaen, så fjernsyn og fik røget en masse smøger. Jeg kunne bestemt godt mærke i maven at dagens begivenheder ikke bare skulle være ren rutineopgaver. Tiden sneglede sig afsted. Især da det blev middag. Timen fra 12 til 13 har aldrig føltes længere. Kl 13 ringede veninde B og spurgte om jeg ikke ville mødes med hende på en cafe og få en kop kakao. Enhver lejlighed for at lave noget - for at tænke på andet end det jeg skulle senere var kærkommet, så jeg sagde straks JA. Og det var dejligt at komme ud af huset. Det var dejligt at tale med et andet menneske, så jeg kunne tænke på noget andet. Efter et par timer skiltes vi, og jeg kørte ud til min kæreste. Kl 15.30 satte vi os ud i bilen og startede den times kørsel der er ned til hans forældre. Jeg sagde ikke så meget i bilen. Min kæreste var sød, beroligede mig. Nå, men pludselig og før jeg aner det, siger min kæreste, at nu er vi der altså. Jeg ryster faktisk lidt på hånden, da jeg skal låse bilen. Vi går op af havegangen og ind i huset. Og hvorfor er det, at man altid er så bange for noget inden, og når man så lige er ovre det første, så viser det sig, at der slet intet var at være bange for?? Men sådan er vel altid. Nå, men de var heldigvis søde og rare og nede på jorden. HAns søskende var også hjemme - de skulle vel se giraffen, som jeg sagtens kunne forstå, jeg ville gøre nojagtig det samme - så jeg mødte hele den pukkelryggede på én gang.
Vi kørte derfra igen ca. kvart over 8. Der var jeg også parat til at tage hjem. For uanset hvor rare de er, så sidder man alligevel lidt på nåle den første gang, så jeg var meget parat til at slappe af igen. Men det var hyggeligt - og så er det mest skrækslagende af det hele vel overstået....