Nu er der efterhånden kun 1 mdr til jeg skal begynde alt det her efterkontrol, efter jeg har fået fjernet min nyre p.g.a. cancer.Siden jeg fik diagnosen den 18 januar og frem til nu, har mit liv været et helved, med angst, smerter og depression. Uge 32 skal jeg en uge på noget der hedder Dallund på Fyn, hvor kræftens bekæmpelse køre et forsøg for cancerpatienter.Det ser jeg virkelig frem til, det at møde andre, der er i samme situation som jeg, vil måske gøre at jeg får mere ro i mig, bare det at tale med et menneske som ved hvad det vil sige at have døden med sig i sin rygsæk hele tiden, håber også at møde mennesker der ikke er bange for at tale om døden og måske har noget sort humor.
JEG HAR JORDENS BEDSTE FAMILIE, men det med at tale om min sygdom, det gør vi ikke, jeg ved de tænker meget på det, men tale om det, det gør vi ikke.Måske er det min egen skyld, for jeg bringer det heller ikke selv på
bane. Selvfølgelig ved de lige som jeg at kun 49% lever efter 5år, og der ingen behandling er. Jeg håber vorherre syntes at jeg har været nok igennem. Engang imellem bliver jeg bitter og tænker har jeg da ikke været nok igennem? Jeg nåede lige at bearbejde alle mine hjertestop, og var bleven tryg ved at jeg fik opereret den berømte ICD"er ( den samme som Anja Andersen har) og var lykkelig for at mine børn var fritaget, da min hjertesygdom er arvelig. Kun 7 mdr efter at Skejby havde indopereret den, viste canceren sig så. De kloge læger siger at den svulst der sad i nyren, havde været der i lang tid, det kan så godt undre mig at man ikke fandt den i forbindelse med alle de undersøgelser jeg fik foretaget i forbindelse med mine hjertestop og den efterfølgende betændelse i hjerteklappen, noget må jo have vist sig. det var kun et tilfælde at man fandt den, jeg var indlagt for at få undersøgt om jeg havde galdesten, da jeg havde nogle symptomer på det, havde det da bare været det, istedet fandt man en tumor på 7x15 cm. Når jeg tænker på størrelse tænker jeg på mine 20 prince , der som reglen ligger foran mig. Mange vil nok sige at dem burde jeg smide væk, men det kan jeg ikke i øjeblikket, det er min trøst i denne svære tid.
Det er helt svært at skrive dagbog igen, siden den 18 januar, føler jeg mig som et menneske der er fuldstændig lammet på følelser og energi. Der er kun angsten og ventetiden. Det der piner mig mest er at jeg har sådan en brænden og svien, bagtil ved mine lunger, og p.g.a. min ICD"er kan jeg ikke komme i MR Scanneren, og på røngten kan ikke for godt se mine lunger p.g.a. ICD"eren. Som jeg siger til mig selv, omkring smøgerne, at har det bredt sig så er det alligevel forsent at stoppe nu. Alligevel har jeg bestemt at den uge jeg skal på fyn, vil jeg tage nikotinplaster på da det er et røgfrit sted, og måske giver det blod på tanden.Hvem ved?
Åh! Bare jeg kunne tage mig sammen til noget.Vi har ferie og var alt det ikke sket havde vi nu været sydpå, men som min situation er i øjeblikket er der ingen forsikring der dækker hvis jeg tager ud af landet. Tør jeg håbe på vi kommer afsted til sep-okt, når alle de nye biopsier er taget og der er kommet svar på dem. Det håber jeg. Jeg er godt klar over at jeg ikke sådan lige med et bliver frikendt, der vil altid være en chance for at det vil komme igen, eller der vil sidde measer andre steder i kroppen. Cancer er jo desværre en folkesygdom. Det er bare sådan med nyrecancer at der er ingen behandling, end fjernelsen af nyren, 0g for mig har det været svære end for mange andre at opdage symtommerne, da jeg er kronisk rygpatient, og altid har ondt i ryggen. Jeg har en føles af at hvergang jeg fejler noget, så skyder man det hen på ryggen, selv hovedpine. Mit ønske for det ophold på Fyn, er at jeg kan kommer til at lære at lytte til min krop, for det må jeg ærlig talt indrømme at det er jeg ikke god til. Nu vil jeg ønske jer alle en god søndag,mange vil nok tænke "Gud! hvor hun dog lide af selvmedlidenhed " Men dette her er ikke noget jeg vil ønske for min værste fjende
VENTETID!!!!! VENTETID!!!!!!VENTETID!!!