Tidligt oppe på første feriedag..!
Lysten til at kravle under dynen igen og snuppe et par timer mere, er meget, meget stor, kan jeg godt fortælle jer, men et går altså ikke..!
Jeg skal ha’ pakket feriekufferten, vandet blomsterne og støvsuget lidt, og så skal jeg lige til Vejle i et par småærinder. Omkring middag skulle jeg gerne være klar til at sætte næsen mod Nordjylland og nogle dages ferie.
Jeg havde en dejlig fødselsdag i lørdags..! Benthe og Jesper kom med rundstykker til morgenkaffen, og over middag ankom Peters mor og hans børn, næsten samtidig med Rune, Birthe og lille Job.
Vi havde nogle rigtig hyggelige timer sammen…
Desværre blev lille Job så frygtelig ked af det, han græd og græd… I tankerne var jeg tilbage til min egen tid med en lille spæd Irene, der havde 3-måneders kolik, som næsten stoppede på dato. Jeg håber ikke, det er så galt med Job, men jeg syntes det var slemt at stå magtesløst med den lille fyr, og de unge forældre havde det bestemt heller ikke godt med det. I går formiddags var de ved vagtlægen med ham, men lægen kunne ikke finde noget galt – heldigvis, så lad os håbe, det ikke sker igen.
I dagens løb bimlede det jo simpelt hen ind med masser af skønne hilsner i min postbox her. Tusind tak til alle..!!!
I går eftermiddags fulgte vi Peters mor på vej hjemad igen – vi fulgte med til Horsens og var lige en smuttur omkring Boller Slotspark. Jeg havde fortalt Nikolaj om det store hule egetræ, som findes der, og det ville han gerne se.
Jeg nød rigtig meget at gå lidt rundt i parken og studere de skønne blomster m.m., - de har en kæmpesamling af fuchsia og et stort og skønt område med roser. Mens jeg vandrede rundt mellem roserne, følte jeg mig næsten helt bedøvet af den skønne duft, der fyldte luften omkring mig, det var en fantastisk oplevelse for alle sanser.
For en times tid siden kørte Peter nordpå – han skal i skifteretten sammen med sin mor her i formiddag.
Jeg vil i gang med formiddagens program – og SÅ stikke jeg lige lidt af fra det hele – også fra Fyldepennen :O)
Lov mig lige at passe rigtig godt på det hele her, til jeg er tilbage igen, ikke ?
Kærligst
Wildrose
Skriv kommentar
Dagbogsindlægget
Pas godt på det hele..! er publiceret
18/07-2005 07:25 af
wildrose.
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.