Oplevede en side af mig selv, jeg så absolut ikke brød mig om i forgårs. Den side, som er ked af det, misundelig, pinligt berørt, ekstremt hæmmet. Kort sagt - den side af mig, der aldrig giver andre en chance, fordi ingen er god nok.

Jeg har tænkt så meget over mine reaktioner. Er jeg jaloux, fordi hun minder mig om alt det, jeg ikke selv er. Eller blev jeg sur, netop fordi jeg ikke brød mig om hendes opførsel. Jeg har haft så svært ved at se, om det i bund og grund er mig, der har et problem.

I går havde vi det fantastisk sammen. I forgårs syntes jeg bare, hun var så langt ude. Måske er det humørsvingninger fra min side, alt det her med at skulle finde ud af sit eget liv, administrere sine følelser og sin økonomi. Er ved at brænde sammen af og til. Det her med livet er så svært at magte. Og nogengange gøre den ulidelige lethed, hun tager det med, mig så bange for, at det er mig, der har misforstået det hele.

Det minder om en TV2-sang, hvor Steffen Brandt synger om at være stået af på en ny station - uden at ønske at kende nogen. Jeg kæmper for at lære det nye at kende og lade det blive en del af mig, samtidig med, at jeg føler, at det er en forkert station, jeg er hoppet af ved.

Det er svært at forklare og huske alle de tanker, jeg havde indeni. Jeg var så fandens unfair, for hun var jo bare glad og fuld. Og indeni ønskede jeg at være som hende, mens jeg samtidig ved, at jeg ikke er på den måde. Ikke at jeg er anderledes - eller hun er det. Vi er bare ikke ens, som ingen mennesker er det.

Man lærer meget af sig selv i sådanne situationer. Det eneste, jeg ville, var at tude. Eller være sanseløst beruset, men for tiden bliver jeg hverken fuld eller dårlig, bare i fårligt humør. Og jeg ville tude, fordi jeg pludselig var så fandens ensom i menneskemængderne. Og jeg havde brug for at række ud og mærke en hånd i min.

Vi havde en fantastisk dag i går. Jeg tror i bund og grund alle vores uenigheder lå indeni mit sind. Hun lader sig i hvert fald ikke mærke af det. Jeg har også sagt undskyld. Måske for min skyld, hun ikke nævner noget. Men jeg gjorde vel heller ikke noget. Jeg var bare mut og svær at være i nærheden af - og svær at holde af, mens hun var så glad og dejlig.

Nu er det sidste dag hernede. Jeg glæder mig til at komme hjem og ligge i min egen seng i ensomheden. Jeg savner at være ensom alene - og ikke i dette menneskevirvar.

I går var ellers en god dag - det har jeg jo sagt allerede - men det var virkelig en god dag. Fik set Foo Fighters og Green Day. Store oplevelser.
Tirsdag holder jeg fødselsdagsfest. Snart 24. Og onsdag tager jeg til Vietnam i tre uger. Glæder mig, selvom der er meget, jeg gerne ville være hjemme til.

Det er dejligt, at der er noget at vende hjem til. Og det er dejligt at se frem til at komme væk.