Jeg ved det godt, som jeg sidder her og græder, mens hun ringer. Nej, jeg er ikke glad, føler mig tyk og ligegyldig i dag. Kan ikke komme ud af døren og i byen, fordi jeg ikke kan udstå synet af mig selv. Dermed er det sagt. Og om det så er spiseforstyrrelsen, der taler eller ej, jeg er egentlig ligeglad. Går jo alligevel ud og kaster op, når det her er skrevet. Smider de lange støvler og kravler sammen i et hjørne af værelset. Misunder hende vildt, at hun er på vej ud til ham, hun elsker. Hvorfor er det, at man kan klare sig gennem egen ulykke, men har så fandens svært ved andres lykke?! Ville helst bare kunne sove, men er ked af det. Og ham, jeg holder af, er i Belgien. Og ikke min. Og jeg er tåbelig så meget som at skrive til ham. Men jeg gør det. Og han svarer så ligegyldigt, som jeg skriver. Burde bare gå i seng. Og gør det også om lidt. Og aflyse min date i morgen, den er unfair. I know. Men jeg vil så gerne komme videre - være videre. Men jeg er det ikke. Og jeg vil ikke kaste op, men ligenu synes det som eneste vej ud af smerten. Tyk og ubrugelig. Hvorfor lader jeg ham fylde så meget... eller måske er spørgsmålet mere, hvorfor jeg lader MIG SELV fylde så meget?!