er i et mærkeligt blandet humør lige nu. Har ikke ondt nogen steder. Fryser en anelse, men har det egentligt meget rart. Er lidt træt, men hverken dvask eller i dårligt humør - sådan lidt tænkende, jeg er her bare. Har siddet her på siden og læst og læst den sidste time, kan bruge evigheder på at læse digtene herindefra, og dagbøger...mærkeligt den fascination der fanger mig, når jeg læser om andres liv, når jeg følger med andre uden at vide, hvem de er, og alligevel på en måde måske kende dem bedre end så mange andre, netop fordi man følger dagbogen og kun ser den lille del, som personen selv vælger ud. Herinde kan man ikke dømme andre, for man får aldrig en helhed - og alligevel kan man føle en form for fællesskab. taknemmelighed.

Zappede tilfældigt ind på Seventh heaven eller hvad den serie nu hedder. Hørte en ironisk replik fra den midterste datter, som igen sendte tankerne med ekspressfart ud og ind imellem hinanden, for at finde bekræftelser eller afvisninger.

"We plan - God laughs."

Nu er jeg ikke religiøs. Er konfirmeret, men indrømmer gerne at jeg ikke be'r aftenbøn eller går i kirke regelmæssigt (det skulle da lige være hvert år juleaften). Til gengæld indrømmer jeg ikke så gerne udover her, at jeg godt kan finde på at be' - hvis jeg er bange, ked af det eller meget lettet. om det så er fordi jeg tror(næppe) at det hjælper, eller bare for ikke at føle mig helt alene ved jeg ikke med sikkerhed. men den der replik...
Det er jo rigtigt! Vi planlægger og planlægger - alt! Skoleskemaer bliver fastsat, selvom ugen ALDRIG følger skemaerne helt når man når næste sommerferie. Aftaler bliver lavet, selvom de ligeså ofte bliver aflyst eller ændret hvis noget andet kommer i vejen. Man kan ikke engang planlægge at gå lige over vejen uden muligvis at tage fejl - hvis nu en anden person har planlagt (eller Gud har planlagt at personen planlægger...øøøh..) at gå over vejen samtidig, så må man gå skævt alligevel...

okay, bremserne i, jeg havner samme sted hver gang... er ufattelig fascineret af filosofi...burde være et fag i grundskolen!! Jeg ville give SÅ meget for at kunne diskutere (helst ikke på græsk) med platon eller sokrates, eller bare med nogen, der faktisk gad! De der smådiskussioner i skolen med "hvad er meningen med livet" ender jo altid med skraldgrinende drenge der råber "forplantning!", irriterede piger der tænker "hold nu kæft" og læreren der sukkende får sin mistro bekræftet "de er jo ligeglade..."

Hvorfor er vi ligeglade? Når jeg prøver at hæve samtalen et niveau får jeg enten at vide "du er også så klog" eller også får samtalens anden deltager hovedpine... hvad er der galt med at tænke over andet end dagens lektier? 2*2=4, ja, men det kan alle jo regne ud. Jeg vil hellere tænke over det, som ingen kan. Og som jeg egentlig heller ikke vil have svaret på, et eller andet sted.

Og så behøver jeg altså heller ikke vide, hvad meningen med mit liv er - jeg har det fint med bare at leve og have det godt! Men tanken er da spændende alligevel...

Qnuzzer